Anders Holch Povlsen, der er manden bag Bestseller-koncernen, er i en juridisk strid med den skotske regering. Det er fordi, regeringen vil opføre 22 vindmøller tæt på et af den danske milliardærs landområder i Skotland. Nu uddyber Bestseller, hvorfor Anders Holch Povlsen har taget den drastiske beslutning.

Striden handler om, at den skotske regering vil opføre 22 vindmøller af omkring 80 meters højde stykket på en nabogrund til en af Anders Holch Povlsens mange skotske besiddelser.

Vindmølleparken vil kunne ses fra et af den danske milliardærs landområder. Og det er Anders Holch Povlsen og hans selskab Wildland Limited, der tilbyder naturoplevelser i det skotske, ikke tilfredse med.

Det harmonerer ikke med Anders Holch Povlsens ambitioner om, at naturen skal tilbage til den vilde og ægte styrke, som den havde for år tilbage, og den skal kunne opleves som sådan.

Vindmølleparken, der har fået navnet Creag Riabhach og skal kunne levere strøm til 36.000 skotske hjem, kommer derfor ikke specielt belejligt for den drøm.

Det forklarer Bestsellers kommunikationschef, Jesper Stubkier, i en mail til BT.

'Som en del af Wildland-projektet i Skotland har Anders åbnet sine landområder op for offentligheden, så de selv har mulighed for at komme og opleve den vilde natur. I den forbindelse er Wildland også klar med en massiv investering i områdets naturturisme til gavn for lokalområdet. Anders og Wildland går ind for grøn energi, men planen om en kæmpe vindmøllepark lige op til disse uforstyrrede naturområder, går stik imod intentionerne om at bevare den vilde natur og skabe naturturisme, og derfor har Wildland valgt at gå ind i sagen,' udtaler Jesper Stubkier om Wildland-projektet, der er et projekt som Anders Holch Povlsen står bag og som ikke har noget at gøre med Bestseller-koncernen.

Vindmølleparken er blevet vedtaget af regeringen, efter en lokal underskriftindsamling viste opbakning til projektet.

Og det er blandt andet det faktum, at en underskriftindsamling skal være grundlag for en beslutning om at opføre vindmøllepark, som Anders Holch Povlsen og Wildland Limited anfægter ved en appelsag i den skotske Court of Session, der er den øverste civile retsinstans i Skotland.

Thomas MacDonall, der er direktør hos Wildland Limited, har ifølge avisen The Press and Journal udtalt følgende om vedtagelsen af projektet.

»Vi er bekymrede over udbredelsen af vindmølleparker i området. Vi har ansøgt om, at en domstol tager stilling til det. Hvordan de fik tilladelsen, det ved kun Gud. Vindmøllerne er helt afgjort det forkerte sted. Vi mener, der er modsætninger i den skotske regerings politik på det her område,« siger Thomas MacDonell fra Wildland Limited.

I en udtalelse fra regeringen om beslutningen slås det fast, at der var stor lokal opbakning til projektet.

Tidligere har Anders Holch Povlsen fortalt BT om de mange køb af jord i Skotland, hvor han er blevet den næststørste landejer med omtrent 880 km2 land.

»Vi begyndte med at købe noget jord i 2006, og siden har vi bare købt mere og mere. Min familie og jeg holder meget af Skotland. Det er et dejligt sted, der er smuk natur, og her er nogle søde mennesker. Vi har været så heldige, at vi har haft mulighed for at købe noget land, og det er vi meget glade for, sagde Anders Holch Povlsen til BT tilbage i 2012.

Han uddybede opkøbene yderligere:

»Der er ikke mange indtægter, lad mig sige det på den måde. Der er selvfølgelig noget jagt, og det er nok den primære indtægt. Men nej, vi tjener ikke penge på det her - tværtimod. Og det gør sådan set ikke noget. For os handler det om en fascination af natur. Jeg er selv vokset op på en gård, og her er nogle ret uberørte steder, som man kan nyde på en helt anden måde. Det er en ren fornøjelse, men selvfølgelig vil det være rart, hvis grundene ikke falder i pris,« forklarede Anders Holch Povlsen.