Han var sjov. Hyggelig. Lidt genert. Samtidig gav han dyre gaver og rejser. De tre norske kvinder faldt hurtigt for den 36-årige danske Troels Frederik Hansen. Men han viste sig senere at være en helt anden, end han udgav sig for at være. Nu er han anholdt af norsk politi, mistænkt for svindel.
De tre norske kvinder står nu frem i Avisa Nordland, hvor de fortæller om mødet med danskeren Troels Frederik Hansen, som, de mener, har svindlet flere tusinde kroner fra dem.
»Jeg følte, at der var noget underligt ved ham, og jeg ventede på, at han ville fortælle om det. Nu har jeg indset det hele,« siger en af kvinderne til den norske avis.
TIP OS: Kender du Troels Frederik Hansen, og kan du gøre os klogere på ham, så hører vi gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.
I begyndelsen af året opdagede den ene af de tre kvinder, at der var blevet trukket tusindvis af kroner fra hendes kreditkort, blandt andet til en rejse, som manden var taget på med en helt anden kvinde.
Kvinden tog derfor kontakt med den anden kvinde over SMS og fortalte hende, hvad der var sket. De to kvinder mødtes senere og sammelignede historier. Det viste sig, at manden havde set flere kvinder samtidig.
Ifølge kvinderne har danskeren svindlet dem for mindst 50.000 kroner.
Har erkendt det meste
Den 36-årige Troels Frederik Hansen flyttede til Bodø i Norge i fjor. Når han mødte nye kvinder gennem netdating, var hans fremgangsmåde ifølge de tre kvinder den samme.
Han fortalte, han var IT-ekspert med baggrund hos IBM og Microsoft. Tidligt i forholdene til kvinderne, tilbød han derfor at 'rydde op' i kvindernes computere for at gøre dem hurtigere.
Fredag blev danskeren anholdt af norsk politi, og hans bopæl blev ransaget. Han er nu mistænkt for både bedrageri og brud på datasikkerheden.
»Han er afhørt og har erkendt det meste,« siger politiinspektør fra Salten Politi, Per Thomassen, til Avisa Nordland.
Norsk politi mener, at flere kvinder kan være blevet svindlet af danskeren.
»Der er grund til at tro, at der er flere. Der kan være andre, som ikke er klar over, at deres kreditkort er blevet misbrugt,« siger Per Thomassen.
Langt synderegister i Danmark
Det er dog ikke første gang, Troels Frederik Hansen er i søgelyset for svindel og bedrageri. I Danmark har han et langt synderegister.
I 2003 blev han politianmeldt af sin daværende kæreste for at have svindlet for 233.000 kroner i hendes navn. Tre år senere blev han idømt 15 måneders fængsel for svindel for i alt 650.000 kroner, deriblandt 475.000 kroner fra IBM.
Et år af mandens dom blev gjort betinget, men blot nogle måneder senere blev han pågrebet igen. Denne gang for at have handlet på nettet med en anden mands kreditkort.
Kort før han fik sin nye dom, blev han diagnosticeret med Aspergers-syndrom.
I 2007 blev han dømt for i alt 45 tilfælde af bedrageri for at samlet sum af 850.000 kroner. Han blev dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling. I sommeren samme år blev han umyndiggjort af Kriminalforsorgen for at forhindre ham i at fortsætte i samme spor.
Troels Frederik Hansen er løsladt igen af norsk politi, men til Avisa Nordland siger Per Thomassen, at han stadig efterforskes.
