Det er lige til at græde over, sagde den danske målscorer Yussuf Poulsen efter 2-2-kampen mod Sverige, som sender svenskerne til EM på bekostning af Danmark.

Og det gjorde han så.

Skuffelsen var så stor, at tårerne begyndte at trille ned af kinderne, mens Yussuf Poulsen over for Kanal 5's reporter prøvede at sætte ord på aftenens voldsomme skuffelse.

»Det er pisse frustrerende. Jeg synes ellers, vi spiller en okay kamp, men det er svenskerne, der jubler til sidst«.

Yussuf Poulsen reducerede til 1-2 ti minutter før tid, men på det tidspunkt var løbet allerede kørt. Zlatan Ibrahimovic havde forinden vist kynisk skarphed med to mål, mens danskerne personificeret af blandt andre Nicklas Bendtner var uskarpe.

»Vi skal jo score fem mål i den her kamp,« lød det fra Yussuf Poulsen, der ikke var i tvivl om, at han stod midt i karrierens største skuffelse.

»100 procent«.