Riza Durmisi skifter agent.

BT kan afsløre, at den danske landsholdsback ikke længere har den danske agent Nikola Juric som rådgiver og fremover vil benytte sig af agentvirksomheden HCM.

HCM er styret af superagenten Hasan Cetinkaya, der har en række store internationale profiler i sin stald.

Således har svenske Hasan Cetinkaya denne sommer sat en tyk streg under sin suverænitet på det skandinaviske marked ved at slå rekorden som den agent, der har solgt den dyreste spiller nogensinde på det nordiske marked.

Det gjorde Hasan Cetinkaya, da han flyttede den svenske landsholdsspiller Victor Lindelöf fra Benfica til Manchester United for en pris på 262 millioner kroner. I den udregning tæller agenten Mino Raiola, der har solgt Zlatan Ibrahimovic for større beløb, naturligvis ikke med, da agenten ikke er skandinav.

HCM har udover Victor Lindelöf også andre stjernespillere som Emil Forsberg, der i sidste sæson blev assistkongen i de fem store europæiske ligaer med 19 oplæg i Bundesligaen, og den tidligere FCK-spiller Daniel Amartey, som for halvandet år siden skiftede til Leicester for 52 millioner kroner, samt endnu en Premier League-spiller i den svenske landsholdsback Martin Olsson fra Swansea.

Herhjemme tæller hans spillerliste desuden også Superliga-profiler som Peter og Jakob Ankersen samt Robin Olsen, ligesom den tidligere FC Midtjylland-målmand Johan Dahlin, som denne sommer er rykket til Malmø FF, er i folden hos Hasan Cetinkaya.

De mange Superliga-spillere og større og større indpas på det danske marked har gjort, at Hasan Cetinkaya har indledt et samarbejde med den danske agent Nudi Ghelam, der blandt andet har U16-landsholdsanføreren Frederik Nørrestrand fra Brøndby som klient.

Alle de navne kan nu byde Riza Durmisi velkommen i HCM-familien, og landsholdsspilleren glæder sig over det nye samarbejde.

'Nye forandringer, er glad for at skulle arbejde med HCM,' skriver han på sin Instagram-profil.