Dansk kultureksport på en ny måde
Dansk kultureksport på en ny måde
Dansk kultureksport på en ny måde
Større danske kulturfremstød over for udlandet skal for fremtiden varetages af et internationalt sekretariat, som skal drives af Kultur- og Udenrigsministeriet i fællesskab, oplyser kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R). Hun vil snarest bede om tilslutning fra Folketingets finansudvalg til, at en sådan institution oprettes under hendes ministerium.
Herved fratages Det Danske Kulturinstitut en række opgaver, som i 1997 blev pålagt det af Kulturministeriet som led i et tre-årigt forsøg. En evaluering af instituttets aktiviteter i 1999 viste flere mangler ved det, og ministeren har derfor nu besluttet at søge, hvad der kaldes danske kulturudvekslingsopgaver organiseret på en anden måde.
Det Danske Kulturinstitut er blevet dårligt behandlet og fortjener ikke al den kritik, det er blevet udsat for, mener Venstres kulturordfører, folketingsmedlem Ester Larsen. Hun ønsker nu ministeren i samråd for at redegøre nærmere for sine planer.
Den konservative kulturordfører, Brian Mikkelsen, stiller sig også skeptisk til nyordninger for kulturinstituttet.