Komikeren Geo rådede forleden i 'Til middag hos' den tidligere svømmer Lotte Friis til at snyde sin kæreste med præventionen og blive gravid uden hans vidende. Til BT forklarer komikeren, at rådet skal tages med et gran salt.
Lotte Friis mødte sin kæreste Christoffer Schnack Ringø i metroen. Det var nytårsaften, og selvom hun egentlig var på vej hjem, endte hun med at tage med den fremmede mand til hans fest. Resten er historie.
Selvom forholdet mellem den 29-årige tidligere svømmer og den otte år yngre student kun er knap et år gammelt, så har de allerede haft den afgørende samtale om fremtidsplaner og drømmen om børn, fortalte hun i mandagens udgave af TV3-programmet 'Til middag hos'.
For når man er 29 år, og kæresten er 21, så banker det biologiske ur alt andet lige mere insisterende end mange andre kvinders.
Lotte Friis har altid elsket børn og ønsket sig sine egne, mens kæresten tilsyneladende ikke er nået dertil endnu.
»Jeg kan da godt forstå, hvis han vil vente 7-8-9 år på at få børn, men det vil jeg jo bare ikke. Og det er jo også noget, jeg har måttet gøre klart for ham og sige, at hvis vi to skal have en fremtid sammen, så går der ikke 7-8 år, inden vi skal have børn,« siger hun om kæresten Christoffer Schnack Ringø, der blev student fra Espergærde Gymnasium i sommer.
I 'Til middag hos' har den tidligere svømmer besøg af formand for partiet Nye Borgerlige, Pernille Vermund, entertainer Farshad Kholgi og komiker Geo, der bærer det borgerlige navn Christian Geo Heltboe.
Og sidstnævnte er hurtig til at komme med et råd til værten, hvis hun er skruk, og kæresten ikke vil være far.
»Jeg synes, du skal snyde ham,« lyder Geos kontroversielle løsning.
»Man fortryder det aldrig. Det er rigtigt. I kid you not. Hvis Christoffer er far om ni måneder, eller ti måneder, så vil han være sådan: 'Uh, nej. Nu kan jeg ikke gå på Damhuskroen mere'. Men der er flere ting i det; han kan godt gå på Damhuskroen stadigvæk, og han kommer aldrig til at fortryde det. I kommer aldrig til at fortryde det. Så snyd ham, snyd ham, snyd ham,« råder komikeren.
De resterende middagsgæster slår en latter op, og emnet forlades. Men da Geo senere er alene, uddyber han sit råd over for TV3s kamera:
»Jeg skal ikke sige det for højt det her, men hun er 29. Lad os så sige, de er sammen i 3-4 år, og hun bliver måske 34. Så går de fra hinanden. Så skal hun ud og til at finde en ny. Snyd ham, snyd ham. Han fortryder aldrig at få det barn, og hun fortryder ikke. Det kan godt være, han er lidt ung - men det finder I ud af,« siger han.
I en sms til BT forklarer Geo, at hans råd ikke skulle tages super bogstaveligt.
»Selvfølgelig var det sagt med et glimt i øjet, men også ud fra det synspunkt, at man aldrig fortryder de børn, man måtte få, om man er ung eller gammel, eller bliver skilt eller gift på grund af dem. Så de skal da bare i gang,« siger Geo, der understreger, at han bestemt ikke mener, man skal snyde sin kæreste med præventionen.
Han mener til gengæld godt, man må lave sjov med emnet, selvom der findes mænd derude, som føler, de får deres liv ødelagt af kvinder, der gør dem til fædre mod deres vilje. Mænd, som ikke deler Geos synspunkt om, at man aldrig fortryder et barn.
»Hvis ikke humor prikker lidt til debatten, så kan det jo være lige meget,« siger han.