De gode historier nærmest klæber til Andreas Christensen i øjeblikket.

Den 18-årige danske fodboldspiller debuterede i maj på Chelseas førstehold, forlængede kort tid efter aftalen med den engelske storklub i tre år, og er i disse dage tilbage i Danmark for at spille to kampe på U21-landsholdet.

- Selvfølgelig nyder jeg succesen, siger Andreas Christensen, som BT møder på to-mands-hånd på Aalborg Stadion før et træningspas med landsholdskammeraterne.

- Det er dejligt at være tilbage i Danmark og her få hilst på mange af mine gode venner.

Til daglig i London nyder han single-livet i Englands hovedstad.

- Sammen med et par andre fra Chelseas akademi er jeg indkvarteret hos en familie. Det fungerer godt, siger Andreas Christensen, der for det meste træner sammen med talenterne.

- Men ofte beder José Mourinho mig om at dukke op til førsteholdstræningen. I begyndelsen var jeg lidt benovet over at spille sammen med store profiler som John Terry, Fernando Torres og Samuel Eto’o. Sådan er det ikke længere. De har taget rigtig godt imod mig, siger Andreas Christensen.

Han ankom fra tiden i Superliga-klubben Brøndbys ungdomsafdeling til Chelsea sidste sommer.

Men allerede nu er han i gang med at blive præget af sin tredje træner.

- Der er gang i svingdøren i Chelsea. Men alle tre har gjort et stort og positivt indtryk på mig, siger Andreas Christensen og tilføjer:

- Roberto Di Matteo gav os spillere masser af skøn frihed på banen. Taktisk var han alt andet end streng. Efterfølgeren Rafael Benitez gav mig førsteholdsdebut. Og nu er det så José Mourinho, der styrer. Han har vist sig at være meget grundig i både trænings- og kampforberedelserne.

Det var José Mourinho, der i sommer besluttede, at Andreas Christensen skulle have sin Chelsea-kontrakt forlænget.

Han så danskerens førsteholdsdebut, og vendte tommeltotten opad.

- Jeg er glad og stolt over at spille i så stor en klub som Chelsea. På alle punkter fungerer tingene perfekt. Jeg håber, at jeg i løbet af sæsonen får nogle flere førsteholdskampe. Men jeg er tålmodig, og tager det stille og roligt. Får jeg kun minimal spilletid, går min verden ikke under. Jeg er ung, og klar til at vente på mit gennembrud, siger Andreas Christensen.

Han har det fint med, at Chelsea undervejs i sommerens transfervindue meldte ud, at man ikke ønskede at leje ham ud til en anden klub.

- Det beviser, at de har planer med mig. Jeg er glad for beslutningen. Lige nu er det vigtigere for mig, at blive udviklet som fodboldspiller end at få masser af fast spilletid, siger Andreas Christensen, hvis fodboldmæssige force ligger i det defensive.

Eksperter har ved adskillige lejligheder sammenlignet ham med Daniel Agger, og i samme åndedrag påstået, at Andreas Christensen er længere fremme i udviklingen end da Liverpools danske landsholdsspiller var 18 år.

- Det er dejligt at få ros. Og ikke mindst i dette tilfælde. Daniel Agger er den spiller, jeg ser allermest op til, siger Andreas Christensen.