For Jannik Hansen er der ingen tvivl om, hvem der vinder OL-guldet i ishockey.

- Canada er mine OL-favoritter. Helt klart. De kunne ikke komme til Sotji med bedre spillere, siger The Great Dane fra Vancouver Canucks.

- Det er en kort turnering, og der er ikke lang forberedelsestid. Derfor vil der ske overraskelser. Det gælder om hurtigt at finde rytmen. Jeg føler, at Canada i år er stærkere end for fire år siden i Vancouver.

Jannik Hansen fremhæver superstjernen og matchvinderen i sudden death-dramaet i finalen mod USA i 2010, NHLs pointkonge fra Pittsburgh Penguins, Sidney Crosby, og hans egen målmand fra Canucks, Roberto Luongo.
-
- Det er bare for at nævne to. Alle 25 er stjernespillere. Men jeg er godt klar over, at der er andre klassehold som Rusland og USA, der bliver farlige for canadierne, siger Jannik Hansen.

- I Rusland har man ikke glemt ydmygelsen i kvartfinalen mod Canada for fire år siden (3-7, red.). Nu er det dem, der har hjemmebane, og de har næsten ti spillere med fra KHL, der er vant til den store bane. Det giver dem en fordel.

Syv af Jannik Hansens holdkammerater er med i Sotji. Foruden Roberto Luongo spiller backen Dan Hamhuis for Canada, forwarden Ryan Kesler for USA, backerne Yannick Weber og Raphael Diaz for Schweiz og backen Alexander Edler og forwarden Daniel Sedin for Sverige. Henrik Sedin har meldt fra.

- Jeg ville gerne selv have spillet i Sotji. Alle drømmer jo om OL. Men sådan skulle det desværre ikke være, siger Jannik Hansen.

Af de danske spillere i Nordamerika var kun målmanden Frederik Andersen med, da Danmark for et år siden i Vojens kiksede OL-kvalifikationen og måtte se upåagtede Slovenien løse billet til OL.

Jannik Hansen og de andre NHL-spillere, som ikke er i Sotji, har to en halv uge fri.

Sammen med sin canadiske kone, Karen, og tvillingerne Lucas og Daniel på elleve måneder holder han ferie i deres hus i Winnipeg.

- Jeg skal nok kigge lidt TV, men der er ikke den samme eufori omkring OL-hockeyen herovre som for fire år siden. På grund af tidsforskellen foregår det meste om natten, siger han.

Eneste dansker i en OL-rolle er Danmarks Ishockey Unions formand, Henrik Bach Nielsen, der er medlem af det internationale ishockeyforbund, IIHFs council og er game supervisor. Hans første opgaver bliver åbningskampen Letland-Schweiz og Rusland-Slovenien på andendagen.

Henrik Bach Nielsen havde i weekenden møde med Ruslands ishockeypræsident, Vladislav Tretjak, engang verdens bedste målmand, for at få løst problemet omkring den danske landsholdsback Mads Bødker, som er spærret af IIHF efter skiftet - den russiske klub kalder det en flugt - fra Yuzhny Ural Orsk til Düsseldorfer EG i DEL.

- Der har åbenbart været sprogproblemer, da ingen i den russiske klub taler engelsk, og Mads Bødker ikke forstår russisk. Men nu er der en dialog med russerne. Vi håber, der sker noget hurtigt, siger Henrik Bach Nielsen til BT.

Er Danmark ikke blandt de 12 OL-nationer, har DIUs svenske landstræner Janne Karlsson og assistant coach Tomas Jonsson gode erfaringer med OL.

Den tidligere Stanley Cup-vinder fra New York Islanders, backen Tomas Jonason, scorede, da Tre Kronor slog Canada i OL-finalen i Lillehammer i 1994, og Janne Karlsson var hjælpetræner på OL-guldholdet i 2006 i Torino.

På spørgsmålet om, hvem der vinder i Sotji, siger Janne Karlsson:

- Kan de stå for presset, tror jeg på Rusland.