Hjem-Is fik underskud i rekord-størrelse sidste år, og nu skal sommervejret redde virksomhedens regnskab.
Børn og andre is-spisende sjæle elsker lyden af den velkendte Hjem-Is klokke. Desværre for det is-bringende firma er der dog tilsyneladende ikke længere så mange af os, der springer i træskoene og ud til is-bilen, når klokken ringer.
Det viser et nyt regnskab for selskabet i følge finans.dk.
Hjem-Is kom ud af 2017 med et underskud på 10,2 millioner kroner, og egenkapitalen er forsvundet og er nu i minus.
Det var ikke mindst den elendige danske sommer sidste år, som har været medvirkende til det store underskud.
Derfor er det ikke bare den almindelige vintertrætte dansker, der lige nu håber på og beder til, at vi får en solrig sommer i år. Også hos Hjem-Is krydser ledelsen i øjeblikket fingrene og tæer for, at de kommende måneder vil byde på vejr, der giver os lyst til at spise masser af is. Vejret har nemlig afgørende betydning for firmaets indtjening.
'Driften forventes bedret, men den samlede indtjening vil være afhængig af vejret,' lyder det ifølge avisen i ledelsesberetningen.
Med til historien hører også, at Hjem-Is sidste år fik nye ejere, da det blev købt af selskabet Mejerigaarden - bedre kendt som Premier Is. Udgifter i forbindelse med overtagelsen har også haft betydning for det dårlige regnskab.
»Hjem-Is er i gang med en turnaround,« siger Christian Brink, adm. direktør i Mejerigaarden, til finans.dk.
Direktøren ønsker ikke at uddybe virksomhedens problemer yderligere.
Der er 121 Hjem-Is biler i Danmark, og de kører hvert år omkring 28.000 ture rundt omkring i hele landet.