Dansk Industri (DI) opfordrer regeringen til at give amter og kommuner karakterer for, hvor gode de er til at udnytte offentlige midler til for eksempel børnepasning, skoler og ældrepleje.

En analyse af økonomiske nøgletal fra Indenrigsministeriet blev i dag lagt ud på organisationens hjemmeside på internettet. Her kan man blandt andet læse, at udgiften til at få passet sit barn er 3½ gang større på Frederiksberg end på Læsø, men tallene giver ikke noget svar på, hvor lille Lars bliver passet bedst.

- De tal, der er stillet op på hjemmesiden, er ikke gode nok. De tager ikke højde for kvalitets- eller geografiske forskelle, men der er påfaldende stor forskel, siger konsulent Henriette Søltoft fra Dansk Industri til Ritzau.

/ritzau/