Flere og flere skuespillerinder står frem og fortæller, hvordan de er blevet udsat for seksuelle overgreb og tilnærmelser fra filmmanden Harvey Weinstein. Én af dem er danske Connie Nielsen.
Den danske verdensstjerne fortæller i et indlæg i det amerikanske medie Variety, at hun advarede mod Weinsteins krænkende tilbøjeligheder for flere år siden.
Hun fortæller også, hvordan filmproducenten gjorde tilnærmelser til hende selv under en middag.
Det skete i forbindelse med en fejring af den amerikanske krigsfilm 'The Great Raid' fra 2005, som Connie Nielsen spillede med i.
Kæmpe skandale i Hollywood: 'Hvordan kunne det foregå i årtier - uden nogen gjorde noget?'
Den danske skuespillerinde havde både sin bror og kæreste med til festen, men alligevel mærkede hun pludselig Weinsteins hånd på sit lår.
»Jeg greb hans hånd og klemte den hårdt for at skade ham og holdt den på plads på hans eget lår. Jeg undgik ham, så snart jeg kunne og resten af aftenen,« fortæller hun og tilføjer, at hun hurtigt glemte episoden, indtil New York Times og The New Yorker begyndte at skrive om filmproducerens overgreb på kvinder.
Connie Nielsen beskriver i indlægget, hvordan hun har advaret kvindelige kolleger mod at opholde sig alene med Weinstein og frarådede dem at tage imod hans invitationer om en drink, hvis der ikke var andre til stede.
Hun understreger også, at historierne om Weinsteins tilbøjeligheder nærmest var en offentlig hemmelighed i skuespillermiljøet.
»Samtidig med, at jeg føjer mit navn til den hurtigvoksende liste over kvinder, som Harvey Weinstein har chikaneret, føler jeg et stærkt ønske om at præcisere, hvor kendt Harveys handlinger var i vores miljø i hele hans æra som en af de mest magtfulde aktører i branchen,« skriver hun.
Weinsteins eskapader blev offentligt kendte, da blandt andet The New York Times kom i besiddelse af materiale, som dokumenterede, at han havde indgået forlig med otte kvinder, som han har udsat for seksuelle overgreb.
Siden er det væltet frem med kvinder, der har været i ufrivillig nærkontakt med filmmanden. Blandt dem Angelina Jolie, Gwyneth Paltrow og Cara Delevingne.
Den 52-årige Connie Nielsen er født i Frederikshavn og opvokset i den lille by Elling i Vendsyssel. Da hun var 18 år flyttede hun til udlandet for at arbejde som skuespiller og model. I dag bor hun i Californien.
Hun har medvirket i talrige film. Blandt andet 'Gladiator' og 'Wonder Woman' og den danske Susanne Bier-film 'Brødre' fra 2004.
Hun har været kæreste med trommeslager Lars Ulrich fra Metallica, og sammen har de sønnen Bryce. Derudover har hun sønnen Sebastian fra et tidligere forhold.