- Det har været nogle hårde år. Ingen tvivl om det.

Han forsøger ikke at pakke noget ind, 40-årige Søren Hansen, når han gør status over det seneste par år.

I 2007 var Søren Hansen den højest placerede dansker på golfens verdensrangliste med en fornem plads blandt de 50 bedste.

Året efter figurerede hans navn på Europas liste over Ryder Cup-deltagere. Men siden pegede pilen nedad, og de seneste år har succesen været vendt til nedtur. Topplaceringerne har glimret ved deres fravær i takt med en drilsk håndledsskade, der en overgang truede med at sætte punktum for en ellers flot golfkarriere.

- Jeg har godt nok fået nogle karklude i hovedet. Så jeg har da tænkt: Er det det her værd? Det har været oppe og vende i hovedet, siger Søren Hansen fra sin bopæl i Monaco.

- Men hver gang har der været en eller anden, der har banket mig i baghovedet og sagt: ’Du skal videre’, kammerat. Du kan klare det, fortsætter han.

Søren Hansen er ovenpå igen. Denne sæson skal i glemmebogen, og sigtekornet er allerede rettet mod den kommende sæson.

Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn skaber med jævne mellemrum overskrifter. Nu har Søren Hansen sat kurs mod hæderen, triumferne og spalteplads. For de gode resultater vel at mærke. Håbet er, at erfaringerne fra en svær tid kan pakkes i golftasken og styrke ham i den kommende European Tour-sæson.

- Jeg har sgu fået nogle nederlag, men jeg har også lært meget af det. Det håber jeg på, jeg kan bruge i mine senere år.

Mavepusterne har da også været mange i karrierens efterår. I maj 2010 blev han dømt for uagtsom skatteund-dragelse i forbindelse med hans bopæl i skatteparadiset Monaco. En sag, der kostede en bøde på otte millioner kroner.

Søren Hansen stod fast på sin uskyld, men måtte i sommer tage imod endnu et slag, da Den Særlige Klageret afviste at genoptage hans sag. Det var fem år efter, det hele begyndte med en sigtelse.

Trods sommerens nederlag står han fast på, at det har været kampen for golfkarrieren, der har fyldt mest i år.

- Mit hovedfokus har været at komme tilbage efter det håndledshalløj. Det har været sværere, end jeg troede, det ville være. Det har fyldt meget mere end skattesagen. Jeg har haft en indædt satan inde i mig, der har sagt, jeg bare skulle tilbage. Jeg skulle ikke stoppes af min håndledsskade. Det har været mit fokus 100 procent, fortæller han.

Skaden opstod for to år siden under Dubai Desert Classic som led i en fitnesstræning. Et brud i håndleddet og problemer med et ledbånd har været årsag til gener lige siden og været en tro følgesvend til golfturneringer verden over.

Selvom han mest af alt havde lyst til at give kroppen ro, har jagten på point og dermed kvalifikation til næste års European Tour tvunget ham ud i flere turneringer, end han burde deltage i.

- Jeg faldt ind i den dur, hvor jeg spillede den ene turnering efter den anden, fordi jeg ikke rigtig kunne få det til at fungere. Når jeg ser tilbage på det her år, har det simpelthen været for hårdt. Væk fra familien, spillet alt for meget og rejser rundt i stort set hele verden. Det har været for meget og for hårdt. Det er også gået ud over resultaterne. I nogle af turneringerne har jeg ikke rigtig været til stede, fortæller han.

- Det har været ekstremt svært. Jeg har altid lukreret på, jeg hele tiden kunne slå gode golfslag. Lige pludselig havde jeg en hånd, som ikke fungerede, som den havde gjort.

Nu føler Søren Hansen sig overbevist om, at den nedadgående kurve er knækket. Smerterne er – næsten – væk, positivismen bobler.

Hvad – eller rettere hvem – der bragte ham igennem smerterne på golfbanen, har han et bud på. Søren Hansen, der er erklæret basketball-fan og i ungdomsårene selv spillede basket på højt niveau, har ladet sig inspirere af en af baskethistoriens største spillere.

- Jeg er stor fan af Kobe Bryant, og han har immervæk været nogle skader igennem. Han spiller videre, selvom han er skadet. Det er nok den mentalitet, jeg har hevet frem, lyder det fra Søren Hansen.

Hvad er så målet for den kommende sæson?

- Jeg tror på, jeg kan vinde. Min målsætning er, at jeg til næste år skal være med til årets sidste fire turneringer, som jeg ikke er med til i år. Og være med til Race to Dubai. Kan jeg det, er der helt klart fremskridt at spore. Så tror jeg på, jeg kan komme op på det niveau, jeg var på.

- Og så glæder jeg mig til at opleve showet i Danmark, siger Søren Hansen og henviser til golfturneringen ’Made in Denmark’, som han grundet sin skade måtte melde afbud til.