Gen-forskningen i hele verden får glæde af nyheden om, at private og offentlige forskningsinstitutioner nu går sammen om at kortlægge det menneskelige genkort. Det mener Lars Bolund, der er professor ved Institut for human genetik på Aarhus Universitet.

- Vi har slået meget på, at alle data skal være tilgængelige for alle indenfor 24 timer. Med samarbejdet håber vi på, at tidligere krav om at få monopol på den menneskelige arvemasse går i sig selv igen, siger Lars Bolund til Ritzau.

Samarbejdet gælder det internationale Human Genome Project, der er offentlig støttet, og rivalen, det private Celera Genomics, der hører hjemme i USA. Hidtil har de to parter heftigt diskuteret, om firmaer skal have lov til at tage patent på menneskelige gener.

- Det er et stort teknologisk skridt, der giver mulighed for at forske på en helt ny måde. På langt sigt kan vi blive bedre til at forebygge og behandle, siger Lars Bolund.

/ritzau/