For første gang fortæller det danske gidsel, Poul Thisted, hele historien om de 92 dage i fangenskab i Somalia, og om den voldsomme redningsaktion udført af de amerikanske specialstyrker Navy Seals.

Den 60-årige nødhjælpsarbejder har givet et eksklusivt interview med TV2, som vises på søndag kl. 20.00-

Her fortæller han, hvordan han sammen med sin amerikanske kollega, 32-årige Jessica Buchanan overlevede 92 dage i ørkenen med sparsom mad og vand. Hvordan de dagligt blev udsat for trusler, og hvordan gidseltagerne blandt andet fingerede hans henrettelse.

- I de sekunder tænker jeg selvfølgelig på min familie. Jeg tænker på mit liv og er på mange måder godt tilfreds, fortæller Poul Thisted i programmet om det øjeblik, hvor den somaliske gidseltager trykker på aftrækkeren, der blot siger klik.

Han fortæller ligeledes, hvordan han forsøgte at få kidnapperne til at forstå, at der aldrig ville blive udbetalt løsepenge. Mareridtet sluttede med en dramatisk ildkamp, da amerikanske specialtropper, Navy Seals, i ly af natten befriede ham og kollegaen.

Ifølge de amerikanske myndigheder fløj elitesoldaterne fra Navy Seals ind i helikoptere og landede i nærheden af det beboelses­kompleks, hvor de to gidsler blev holdt fanget. Da soldaterne nærmede sig gidseltagerne udbrød der ildkamp, og adskillige af gidseltagerne blev dræbt. Ingen af de amerikanske soldater mistede livet.

Poul Thisted og hans amerikanske kollega blev samlet op og fløjet væk. De kom ikke fysisk til skade under aktionen, og Poul Thisted er nu klar til at fortælle sin voldsomme historie.

De to nødhjælpsarbejdere blev kidnappet 25. oktober sidste år , da de var på vej hjem fra et projektbesøg i Galkayo i det centrale Somalia i forbindelse med deres arbejde for Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling.

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet på Afrikas Horn siden 1998. Her uddeler de blandt andet et dagligt måltid mad til over 100.000 mennesker og sørger for beskyttelse og tag over hovedet til nødlidende i Somalias hovedstad, Mogadishu.

'Det danske gidsel', søndag 22. april kl. 20 på TV 2.