Det danske racertalent Marco Sørensen forstår på ingen måde McLarens beslutning om at skrotte Kevin Magnussen til fordel for Jenson Button.

Marco Sørensen, der i sidste sæson kørte for Lotus i World Series 3.5 samt GP2-serien, som betragtes som Formel 1's rugekasse, er uforstående over for, hvorfor McLaren ikke valgte at forlænge Kevin Magnussens kontrakt. Han betragter det som et konservativt valg af det engelske team.

- Det er ikke specielt langsigtet. Kevin er en super hurtig kører, og han ville udvikle sig endnu mere, hvis han fik et til år i Formel 1. Samtidig har Jenson Button måske kun et godt år tilbage. Så jeg forstår ikke McLarens beslutning om at gøre ham til reservekører, siger Marco Sørensen.



Som racerkører kender han selv til de store op og nedture, som livet i racerbilen kan føre med sig. Men det som Kevin Magnussen var ude for, da han onsdag blev kaldt ind på McLarens chefkontor og fik beskeden om, at han ikke skulle køre Formel 1 næste sæson, overgår formentlig det meste.

- Han har nok i lang tid troet, at hans kontrakt blev forlænget. Så det er virkelig et stort slag og en kæmpe kold spand vand i hovedet på Kevin det her, lyder det fra Marco Sørensen, der dog tror på, at Kevin Magnussen kan vende stærkt tilbage til Formel 1.

- Det tager nok noget tid at komme sig over, men sket er sket, og nu skal han rejse sig og komme tilbage endnu stærkere end før. Og det er jeg også helt sikker på, at han er i stand til.

LÆS OGSÅ