Den tidligere Brøndby-spiller Franck Semou forstår stadig ikke, hvorfor han for tre og en halv måned siden blev overfaldet med en hammer i Norge, hvor han nu spiller for klubben Ham-Kam.
»Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg skulle overfaldes,« siger Franck Semou til norske Hamar Arbeiderblad.
Franck Semou blev overfaldet 30. september i byen Briskeby og slået til blods med en hammerlignende genstand dagen inden, han skulle spille udekamp mod Hønefoss i den tredjebedste norske række.
Efter en lang og krævende efterforskning har norsk politi fængslet to danske mænd og sigtet dem for overfaldet. Den ene er medlem af en dansk afdeling af Hells Angels.
»Jeg ved ikke, hvorfor det skete. Men nu vil jeg bare gerne have sagen overstået, så jeg kan komme i gang med at spille fodbold igen,« siger Franck Semou.
Overfaldet påvirker stadig den defensive midtbanespiller - både mentalt og fysisk.
»Det er godt at være her. Men om jeg føler mig tryg? Når der sker sådan noget, Når der sker sådan noget, føler man sig nok ikke tryg. Det sker, at jeg kigger mig over skulderen, når jeg går på gaden. Jeg dobbelt-tjekker, om der kommer nogen. Men det kommer og går sådan lidt for mig,« siger 24-årige Franck Semou
Han er ikke klar til at spille topfodbold endnu.
»Jeg bliver svimmel efter træning, hvis jeg går for hårdt til den. Men jeg tror ikke, det her vil ødelægge min fodboldkarriere. Jeg satser på at være klar til sæsonstart,« siger Franck Semou.
Franck Semou begyndte senior-karrieren i Hvidovre. Siden kom han til Brøndby, hvor han spillede i fire år, uden at han for alvor slog igennem. I 2015 skiftede han så til den norske klub Brumunddal. Sidste sommer gik turen så til Ham-Kam.