Den succerige bøfkæde Restaurant Flammen har i årevis haft økonomisk medvind og givet deres nærmeste konkurrenter baghjul. Nu overvejer familien bag den populære restaurantkæde at sælge ud af deres forretning.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Saftige røde bøffer i rigelige mængder, tyk bearnaisesauce og frit valg i salatbaren. Det har siden 2009 vist sig at være en yderst succesfuld opskrift for den sønderjyske ejerfamilie, der står bag Restaurant Flammen. I dag findes bøfkæden 11 forskellige steder i landet, millionerne ruller ind i kasseapparaterne mens de nærmeste konkurrenter, hos Jensens Bøfhus og Bones, synes at være efterladt i støvet. Og nu overvejer familien bag det yderst populære koncept at slagte guldkalven. Drømmen er nemlig at åbne endnu flere restauranter, gerne syd for den danske grænse, og det kræver kapital udefra, fortæller sønnen i den sønderjyske ejerfamilie til Børsen.
»Vi står ved en skillevej nu, hvor der skal trykkes lidt mere på speederen. Hvis der er nogen, der kan hjælpe os med at skubbe til det hjul, vi gerne vil have til at trille, så kan det være, vi skal have nogle ind,« siger Martin Rosenfeldt Sunddal til Børsen.
Ifølge Børsen har familien allerede givet grønt lys til, at corporate finance-rådgivere, der beskæftiger sig med køb og salg af virksomheder, fra firmaet Translution Capital, får mandat til at undersøge markedet for mulige investorer, der ønsker at købe sig ind i det succesrige foretagende. Alt sammen med henblik på at udvide konceptet uddover kongerigets grænser.
Martin Rosenfeldt Sunddal forventer selv, at der allerede i slutningen af 2016 vil komme en afklaring.
Ægteparret Flemming og Ketty Rosenfeldt Sunddal åbnede tilbage i 2009 den første Restaurant Flammen i fælleskab med børnene Martin og Kristina. Den første restaurant af slagsen slog dørene op i Kolding, og siden er der kommet yderligere 10 nye til.
Sidste år kunne familien gennem deres selskab Rosenfeldt og Sunddal Holding ApS, som står bag restauranterne, bryste sig af et rekordstort overskud med et driftsresultat på 24,8 millioner kroner. Det var en fremgang på 20 procent sammenlignet med året før.
Imens fosser pengene ud af en anden kendt, dansk bøfkædes kassebeholdning. Hos Jensens Bøfhuf er ejer, Palle Skov Jensen, selv gået på jagt efter investorer til sit haltende bøfimperium, hvor man de seneste to år har haft et samlet underskud på 40 millioner kroner. Imens har man hos Bones ligeledes oplevet en nedgang i indtjeningen. Her blev selskabets overskud i 2015 halveret fra otte til fire mio. kr. efter skat.