Afsløringen af Bjarne Riis' kendskab til doping på hans cykelhold vækker i den grad opsigt i det internationale medielandskab. Hele verden rundt trækker Anti Doping Danmarks konklusioner overskrifter, der har det til fælles, at de fokuserer på Bjarne Riis og den viden, som han havde om rytternes brug af doping.
I England vækker den danske antidoping-rapport opsigt.
»Dansk anti-doping myndighed: Bjarne Riis ignorerede brug af stoffer på Team CSC,« lyder det på The Guardian, der fastslår, at Riis forsømte at gribe ind, da han var team manager på holdet.
»Bjarne Riis impliceret i rapport fra dansk anti-doping myndighed,« skriver Sky Sports.
Engelske Cycling Weekly noterer sig også, at Bjarne Riis bliver hængt til tørre i den omfattende rapport:
»Bjarne Riis vidste, at hans CSC-hold dopede sig, konstaterer rapport.«
Amerikanske Sports Illustrated følger også med i sagen:
»Anti-doping rapport: Riis kendte til stoffer på cykelhold,« lyder overskriften.
I Norge bider man mærke i, at Bjarne Riis ikke fortalte sandheden dengang, da han stod frem i 2007 og erkendte, at han selv havde taget doping i sin aktive karriere, men samtidig afviste, at der foregik doping på Team CSC.
»Dansk doping-rapport: Bjarne Riis afsløret i ny løgn,« lyder det i VG.
»Dopingrapporten, som lægges frem i dag, fastslår, at Riis ikke fortalte sandheden.«
VG har også talt med den tidligere CSC-rytter Kurt Asle Arvesen:
»Bjarne Riis må have en utrolig dobbeltmoral, når han kendte til dopingbrugen og måske pushede doping på sit eget hold, samtidig med, at han indførte sit eget antidoping-system, som betød, at vi blev testet dobbelt så meget som de andre hold,« siger den norske eks-rytter.
En anden norsk avis Dagbladet fokuserer på afsløringen af, at Riis bad Bo Hamburger om at hjælpe Jörg Jaksche med at få fat i noget EPO.
»Bedt af Riis om at skaffe doping til konkurrent,« lyder overskriften her.
Historien om det danske dopinghold og dets leder har også relevans i Australien.
»Tour de France-vinder Riis vidste, at hans hold dopede sig, fastslår undersøgelse,« lyder det på SBS.
Også i Sydafrika har den danske doping-historie interesse:
»Team manager Riis kendte til doping,« lyder overskriften hos IOL Sport.
Det internationale cykel-site cyclingnews.com fastslår, at »Anti-Doping Danmark rapport afslører udbredt doping under Riis på CSC.«