- Det spiller helt sikkert ind i mine overvejelser. Hvis ikke det er et hold, hvor unge ryttere er lykkedes førhen, så tror jeg ikke, det vil være det rigtige sted at være for mig, siger Magnus Cort.

Gennem årene har der været mange store talenter i dansk cykelsport. Mads Christensen lignede det store håb i dansk cykelsport i midten af 00'erne, men en ellers lovende cykelkarriere kom på afveje, fordi cykelrytteren ikke var mentalt klar til opgaven som professionel rytter. I dag er Mads Christensen holdkammerat med Magnus Cort.

Også Rasmus Guldhammer fik et gok i hjelmen, efter han i 2009 skrev under på en professionel kontrakt med HTC-Columbia. Kontrakten blev ophævet et år efter, og Guldhammer spekulerede i, om han havde taget hul på sin professionelle karriere for tidligt.

Allerede sidste år forsøgte Garmin-Sharp at tilknytte Magnus Cort - en af fremtidens formodet store danske ryttere - til deres cykelhold, men danskeren afviste tilbuddet for at tage et år mere hos Team CULT Energy, fordi han gerne vil udvikle sig i trygge rammer. Han forsøger at holde begge ben på jorden.

- Jeg vil køre for et hold, hvor jeg kan køre min egen chance, så jeg kan blive ved med at vinde. De første år af min professionelle karriere skal jeg ikke køre som hjælperytter, og jeg prøver at forberede mig så godt som muligt på en professionel karriere, siger Magnus Cort.

Næste opgave for Magnus Cort bliver Ronde de l'Oise, der starter 12. juni i Frankrig.