Cult Energy har været i dialog med Bjarne Riis om holdets fremtid. Det siger medejer Michael Skelde til bt.dk.
Det danske cykelhold skal finde flere millioner kroner inden 1. september. Sker det ikke, så lukker cykelholdet.
I processen med at redde holdet har Michael Skelde haft samtaler med Bjarne Riis, der i øjeblikket går uden et arbejde inden for cykelsporten, hvis man ser bort fra hans ekspert-optrædener i TV2 Sportens Tour de France-studie.
Spekulationerne om et comeback til Riis i cykelsporten har nået et foreløbigt højdepunkt, og en af de muligheder, som Riis har for at træde ind på scenen igen, er, at overtage et hold, spytte lidt penge i det og drive det videre. Det kunne eksempelvis være et hold som Cult Energy.
Men ifølge Michael Skelde har samtalerne med Riis udelukkende handlet om rådgivning.
»Jeg har talt med Bjarne, ja, men det har handlet om den situation, vi står i lige nu. Bjarne har prøvet det før i sin tid med det nuværende Tinkoff-Saxo, og derfor har jeg sparret med ham om, hvilke veje vi kan gå, og hvordan vi skal gribe det an. For mig har det været vigtigt at vende situationen med en mand som Bjarne, der er blandt de få, der har stået i sådan en situation før,« siger Michael Skelde til bt.dk.
Kan man forestille sig, at Bjarne Riis overtager eller bliver en del af dit hold?
»Jeg vil ikke stå i vejen for noget som helst, men jeg kan ikke rigtig sige andet, end at vi afdækker alle muligheder. Så må vi se, om vi kan finde en løsning.«
Men kunne en løsning for dig være et samarbejde med Bjarne Riis?
»Det er ikke rigtig en løsning, der er på bordet lige nu. Ellers har jeg ikke rigtig andre kommentarer, end at vi har været glade for den sparring, som vi har haft med Bjarne Riis.«
Har Bjarne Riis udtrykt et ønske om at overtage eller blive en del af Cult Energy?
»Det må du spørge Bjarne om.«
Michael Skelde ønsker ikke at gå videre i detaljer med, hvad han pusler med, men han vil gerne sige, at der er fremskridt siden starten af juli.
Tidligere har Michael Skelde været mere åben om et muligt samarbejde med Riis:
»Vi er jo dér, hvor vi bliver nødt til isoleret set at se, hvor vi er henne. Jeg vil i hvert fald gerne have samtalen med Bjarne om, om han er interesseret i at lave noget sammen med os, og så må vi jo finde ud af, om vi kan lave noget sammen,« sagde Michael Skelde i slutningen af juni.
Hos Cult er grundlægger og bestyrelsesformand, Brian Sørensen, glad for den omtale, som cykelholdet får for tiden, men han ønsker ikke at kommentere på Bjarne Riis eller et muligt samarbejde i fremtiden.
»Det ville være dumt af mig at kommentere på konkrete ting, for vi kigger i flere forskellige retninger. Om Bjarne Riis vil jeg gerne sige, at vi var utroligt taknemmlige for den hjælp, som han og Tinkoff-Saxo ydede os, da vi fik stjålet vores træningsudstyr i foråret.«
Har I været i dialog med Bjarne Riis om et samarbejde?
»Nej, vi har ikke været yderligere i dialog med ham.«
En af de personer, der har talt varmt om et Riis-Cult-samarbejde, er selveste Lance Armstrong. Under et interview i Frankrig sagde amerikaneren forleden, at Bjarne Riis burde redde Cult Energy. En opmærksomhed, som Brian Sørensen og Michael Skelde er positivt overraskede over.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bjarne Riis.
