I blot en enkelt dag havde British Airways rekorden for at have fløjet med den højeste fart for et rutefly hen over Atlanten. Torsdag blev rekorden nemlig dansk.

Det skriver Thomas Cook Airlines i en pressemeddelelse.

Onsdags fløj en Boeing 777-200 fra British Airways fra JFK-lufthavnen i New York, USA, til Heathrow, London, på blot 5 timer og 16 minutter. En voldsom medvind – der siden viste sig at blive de danske storme Dagmar og Egon – hjalp flyet op på en gennemsnitsfart på hele 1.198 km/t. En hastighed, som engelske medier meldte op til at være en rekord.

Torsdag blæste danske Thomas Cook Airlines dog forbi den rekord og slog den med 57,6 km/t.  Et af selskabets A330-300-fly stormede over Atlanten med en gennemsnitsfart på 1255,6 km/t.  Normalt flyver et passagerfly ca. 900 km/t på sådanne ture.

Læs også:

- Thomas Cook-flyet startede fra Varadero på Cuba med kurs mod Oslo. Flyvningen var sat til ni timer og 20 minutter, men allerede efter syv timer og 48 minutter satte flyet hjulene på norsk jord, fortæller kommunikationschef Torben Andersen.

390 passagerer plus besætning havde æren af at være med til at stikke rekorden.

FAKTA
Thomas Cook Airlines Scandinavia er Nordens største charterflyselskab. Selskabet blev etableret i 1994 som en sammenlægning af SAS’ charterflyselskab Scanair og Spies’ Conair. I 2013 blev Thomas Cook Airlines Scandinavia en del af Thomas Cook Group Airlines, der endvidere tæller Condor, Thomas Cook Airlines UK og Thomas Cook Airlines Belgien. Sammen udgør de Europas 11. største flyselskab med 88 moderne og miljøvenlige fly.