Jannik Vestergaard og Werder Bremen tager i den kommende weekend imod Wolfsburg, der for tiden har en ustyrlig angriber i Bas Dost. Et møde mellem en dansk forsvarsklippe og Bundesligaens varmeste angriber, som Jannik Vestergaard roser i et interview med avisen Weser Kurier.

Der er ikke meget, der tyder på, at søndagens opgør mellem de to tyske storklubber byder på en direkte danskerduel mellem forsvarskometen Jannik Vestergaard og Nicklas Bendtner, der står bag Bas Dost i angriberkøen i folkevognsbyen.

Netop Bas Dost har med otte Bundesliga-scoringer alene i 2015 sat en overordentlig tyk streg under, at han skal være førsteangriber i Wolfsburg.

Det bemærker Jannik Vestergaard også i interviewet med den tyske avis.

»Han er utrolig farlig i straffesparksfeltet. Han bevæger sig gerne i ryggen på forsvarsspillerne, og det gør det rigtig svært at se ham. På den måde har han hele tiden et bevægelsesforspring, så du er nødt til at have øjnene rettet på ham hele tiden,« siger Vestergaard til Weser Kurier.

Siden Jannik Vestergaards skifte fra Hoffenheim til Werder Bremen har den danske U21-landsholdsanfører i den grad været med til at sætte en prop i modstandernes scoringsgennemsnit.

Før ankomsten havde Werder Bremen lukket 39 mål ind i 17 kampe, men i det nye år er der kun gået fem mål ind i fem kampe. Jannik Vestergaard har fået meget af æren for den defensive succes, men selv er han meget ydmyg omkring sin betydning for Werder Bremens bagkæde.

»Hele holdet forsvarer som helhed rigtig godt. Ingen får lov at stå alene med de defensive opgaver. Vi står alle sammen,« siger Jannik Vestergaard.

Jannik Vestergaard har flere gange været udtaget til rundens hold i Bundesligaen i 2015.