Strømperne skal sidde ordenligt...

Bare fordi Line Røddik sad ved siden af Lionel Messi på et fælles holdbillede for herrenes og kvindernes førstehold i FC Barcelona, havde hun stadig rigeligt med overskud til at fokusere på uniformen, der selvfølgelig skulle sidde fuldstændig korrekt.

Over for TV2 Sport fortæller hun nu om det populære holdbillede, hvor hun sidder ved siden af den argentinske superstjerne, og mere bestemt om de tanker, der gik igennem hendes hoved. Lidt overraskende, måske, var det ikke som sådan den argentinske verdensstjerne, hun tænkte på, men noget helt andet.

»Jeg ved faktisk ikke helt, hvad der blev snakket om, lige da billedet blev taget. Jeg kan se, at lige på det billede ser det ud som om, jeg er ved at rette på mine strømper, så jeg tror måske, jeg tænker mest på, hvordan de skal sidde på holdfotoet. Nu forstår jeg heller ikke alt, hvad der bliver sagt på spansk endnu, så jeg er ikke helt sikker på, jeg lige forstod, hvad der blev sagt,« siger hun til det danske medie.

Før denne sæson byttede Line Røddik Lyon ud med FC Barcelona, der fik hende til klubben et år før hendes kontraktudløb med den sydfranske klub.

Selvom det trods alt nok er herreholdet i FC Barcelona, som er mest kendt på verdensplan, så vidner det fælles holdfoto i følge den danske landsholdsspiller om, at den katalanske storklub tager kvindeholdet seriøst.

»Vi synes da, det var fedt, vi fik taget holdfoto sammen. Det viser, vi er én klub,« siger Line Røddik, der tager spanskkursus ved siden af fodboldspillet.

FC Barcelonas kvindehold ligger nummer to i den spanske række med 15 point, ét færre end Atletico Madrid, der topper tabellen.