Da bankgiganten Nordea for nylig skulle aflevere deres regnskab for det første halve år af 2017, nægtede den nye bankchef, Frank Vang-Jensen, at fortælle, hvor mange kunder banken havde tabt i 2017.

Men en ny undersøgelse fra Voxmeter viser, at Nordea har mistet i omegnen af 15.000 kunder i årets første seks måneder. Det skriver Finans.dk. Undersøgelsen er baseret på 224.000 interviews om året.

»Nordea har en bred vifte af udfordringer, som gør, at kunderne er utilfredse. Mange har allerede forladt banken, og flere ser ud til at ville gøre det i fremtiden,« siger Christian Stjer, administrerende direktør i Voxmeter, til Finans.

I forbindelse med sidste års regnskab mistede Nordea 25.000 kunder. Banken har nu lige knap en million kunder i Danmark, hvor 40 procent svarer, ifølge undersøgelsen, at de overvejer at forlade banken. Det svarer til 372.000 kunder.

Ifølge Christian Stjer er det et 'skræmmende højt' tal.

Nordeas nye chef i Danmark er godt klar over, at banken har en udfordring.

»Jeg har ikke set Voxmeters undersøgelse, så de specifikke tal kan jeg ikke gå nærmere ind i. Vi har en god tilgang af nye kunder, men desværre også afgang af eksisterende kunder, og lige nu er der ikke balance i de tal. Det er en udfordring, som vi er meget bevidste om, og at genskabe en høj kundetilfredshed er ubetinget vores største, enkeltstående fokusområde i banken. Vi har et stort arbejde foran os og har sat gang i en lang række aktiviteter, som kunderne gradvist vil mærke effekten af,« siger Frank Vang-Jensen, landechef for Nordea i Danmark, til Finans.