En rapport anbefalede mandag, at Rusland skal smides ud af international atletik - herunder næste års OL. Og den anbefaling støtter Dansk Atletik Forbund (DAF).
Næste års OL i atletik kan blive uden deltagelse af en af sportsgrenens helt store nationer, Rusland. Der sker, hvis det går, som en uafhængig kommission under det internaionale doping-agentur (WADA) har anbefalet i en rapport mandag. Kommissionen mener, at der er så meget snyd i russisk atletik, at landet bør smides ud af al international atletik - herunder OL.
Og det er DAF enig i.
»For mig er det det eneste oplagte at gøre. Så længe, der er nogle, der ikke kan dokumentere, at de lever op til antidoping-kodekset, jamen så kan de ikke være med,« siger DAFs direktør, Jakob Larsen til DR-Sportens hjemmeside.
»Jeg håber virkelig, der kommer en aktion, for ellers bliver vi andre nødt til at forholde os indgående til ikke bare russisk deltagelse, men også til andre aktiviteter, konkurrencer og mesterskaber, der er planlagt – om det er noget, vi kan deltage i,« tilføjer Jakob Larsen, der ikke er overrasket over, at det netop er Rusland, den er helt gal med.
Han peger på, at Rusland ved VM i august i Beijing havde deres dårligste verdensmesterskab nogensinde, efter at tysk tv havde afsløret omfattende snyd i udsendelsen 'Atletikkens skyggeside'.