Der var ikke nogen tvivl, da stemmerne var talt op.
Landstræner Morten Olsen er den mest magtfulde og indflydelsesrige person i dansk fodbold. Og det er endda på trods af, at Olsen ikke er den endelige beslutningstager i Dansk Boldspil Union, og fra nytår refererer han til den nye administrerende direktør Claus Bretton-Meyer. Men Olsen har opbygget en position i dansk fodbold, så han præger mange udviklinger i dansk fodbold på generelt plan. Olsen erkender, at han sidder i en magtfuld position.
- Det er svært at definere magt. I sidste ende er det jo politikerne, der er de endelige beslutningstagere. Men i vores lille verden med fodbold, så er det klart, at vi er nogle, der har en vis indflydelse, ja, du kan også kalde det for magt. Men med den magt følger der også et stort ansvar, og jeg er meget bevidst om mit ansvar, siger landstræner Morten Olsen, da BT overrækker nyheden om, at han er kåret til landets mest magtfulde person i fodboldregi.
Morten Olsen favner over mange aspekter af dansk fodbold, hvor mange andre landstrænere i andre lande har nok i at sætte et A-landshold og sikre resultater med det.
- Jeg er meget præget af min fodboldopdragelse, og jeg har jo stort set været omkring landsholdet og dansk fodbold i hele mit voksne liv. Jeg bliver motiveret af interessen for det, vi går rundt og laver. Jeg synes, det er inspirerende, at jeg kan være med til at præge dansk fodbolds fremtid, men husk nu på, at det ikke er noget one man-show. Det handler i høj grad om, at vi er flere om at sætte en dagsorden, siger landstræneren.
Han føler også, at der bliver lyttet til ham ude i klubberne, når han forsøger at præge udviklingen.
- Vi snakker ikke oppefra og nedad. Vi snakker sammen, vi lærer af hinanden, vi stjæler fra hinanden. Vi prøver at udvikle fodbolden sammen, og jeg synes, at vi ser en masse spændende unge spillere på vej, så jeg er ikke det mindste nervøs for fremtiden for dansk fodbold, forklarer Morten Olsen.
Nummer to i afstemningen blev mere overraskende koncern sportschef i MTG, Peter Nørrelund. I høj grad fordi han sidder for enden af bordet, når den nye tv-aftale skal genforhandles i 2014, og klubbernes økonomi er i høj grad styret af tv-pengene.
- Det handler ikke så meget om, hvor meget magt jeg som person har. Det er i højere grad, at jeg er sat til at varetage nogle interesser for mit firma, som har været hovedrettighedshavere i dansk fodbold i en hel del år. Jeg synes, det er spændende at sidde i min position og på den måde være med til at præge dansk fodbold, siger Peter Nørrelund.
Han mener, at det i sidste ende er tv-seerne og fansene, der sidder med den reelle magt, når det gælder tv-aftalen.
- Det er et fælles ansvar for os og klubberne. Hvis produktet ikke er godt nok, så vender forbrugerne, altså fansene, tommelfingeren nedad, så får det en vis effekt på rettighedspriserne. I den nye tv-aftale skal vi igen kigge på, hvordan vi og klubberne kan levere det bedst mulige produkt, som lever op til seernes høje krav. Det er en spændende proces, og jeg forventer, at vi går i gang med forhandlingerne i første kvartal i 2014, forklarer Peter Nørrelund, dansk fodbolds kronprins, når det gælder magtforholdet.