Regeringen kigger mod Stillehavet, hvor man i de kommende dage satser på at indgå en alliance med over 100 andre lande forud for FNs Rio+20-konference i Brasilien om bæredygtig udvikling senere i juni.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er så småt på vej til New Zealand og Vanuatu for at sikre alliancen mellem stillehavsnationerne samt afrikanske og vestindiske lande, inden det går løs i Rio.

- Det er meget nødvendigt, for vi føler, at det går for langsomt med forhandlingerne i Rio, og kan vi få skabt en stærk alliance i næste uge, hvor jeg rejser rundt med netop det formål, så vil vi stå stærkere. I Vanuatu skal vi samle ikke mindre end 105 lande, og hvis vi kommer med en stærk erklæring, så kan den virkelig gøre en forskel i Rio, siger Christian Friis Bach.

Han repræsenterer på sin rejse hele EU, som har optrappet indsatsen for at styrke sine alliancer med nogle af verdens fattigste lande i et forsøg på at stå sammen om at kæmpe for bæredygtig udvikling. Ø-nationen Vanuatu, der er vært for ministermødet fra 14.-15. juni, er desuden et af de lande, som har meget på spil i forhold til klimaudviklingen.

- De store politiske magtbalancer rykker sig markant i disse år. I gamle dage var det de fattige lande overfor de rige lande. I dag er det meget mere nuanceret. Øst går sammen med vest, og nord går sammen med syd på kryds og tværs af lande og alliancer, siger udviklingsministeren.

Landene satser på næste uges møde på at nå frem til en fælles erklæring, der skal fungere som »et vigtigt indspil til det store topmøde« i Rio.

Christian Friis Bach siger, at en pakke, der indeholder et sæt af globale bæredygtighedsmål, mekanismer, som skal holde landene i ørerne, samt midler, der skal sikre ordentlige priser til landmænd og skovbrugere verden over, er succeskriteriet i Brasilien.

- Så det er både mål, mekanismer og midler, vi skal se på i Rio, og på alle tre områder håber vi på kontante resultater. Det bliver svært, men vi håber og er ambitiøse i forhold til at nå et konkret resultat, siger udviklingsministeren.

Topmødet i Rio afholdes 20.-22. juni.