Danmark tilbage-erobrer EM-titlen
I en sand forsvarskrig i Beogradska Arena overvandt de danske håndboldherrer både Serbien, 20.000 tilskuere og to norske dommere
I en sand forsvarskrig i Beogradska Arena overvandt de danske håndboldherrer både Serbien, 20.000 tilskuere og to norske dommere
Der var ellers tegn i både sol og måne på, at søndag den 29. januar skulle være den helt store dag for Serbien allerede fra morgenstunden i Beograd.
Første vink kom med en tennisketsjer, da den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic vandt en maraton-finale i Australian Open over Rafael Nadal, der gik over fem sæt og næsten seks timer.
Den nyhed blev udløst til enorm jubel i Beogradska Arena midt under bronzekampen mellem Kroatien og Spanien.
Og da det serbiske vandpolo-landshold en lille time senere erobrede guld i Holland med en finalesejr over naboerne fra Montenegro var taget ved at blæse af arenaen i Beograd endnu en gang.
Selv de serbiske officials på bænken løftede armene i jubel over denne fantastiske sportslige succes for nationen.
Og det var helt tydeligt hos shovedparten af de 20.000 fans i Beogradska Arena, hvad der nu skulle ske. Nu skulle nationens håndbolddrenge sikre det tredje trin på succes-raketten med en sejr i EM-finalen over Danmark.Første halvleg blev en besynderlig forestilling, hvor serberne nærmest gik håndbold i 30 minutter og spillede så uopfindsomt, at det kun var på grund af det massive tryk fra hjemmepublium, at værterne var med i kampen efter første halvleg. For det danske forsvar dækkede fantastisk godt op, og på alle andre baner i verden var det blevet belønnet med utallige nøl-kendelser mod serberne.
Havde Mikkel Hansen, Kasper Søndergaard, Hans Lindberg og de øvrige danske angribere været bare lidt bedre skydende på den lille sprællemands-helt i det serbiske mål, Darko Stanic, havde den danske pauseføring været knusende stor i stedet for bare 9-7.
Stanic blev i de første 30 minutter noteret for en redningsprocent på 55, hvilket er forrygende. Men så var der lige Niklas Landin, der nød rigtig godt af det formidable danske forsvar og leverede en redningsprocent på 61. Det er sindssygt højt. Og sindssygt flot.