Galten vest for Århus blev et nostalgisk højdepunkt på et turnédøgn, der startede tidlig formiddag i København og endte tidlig morgen hjemme på hotellet.
For fire år siden - da Barbie Girl bare var en dukke og der stod endnu et ukendt navn på reklameplakaten foran Diskotek Daddy's i Galten - havde 13 lokale diskoteksgæster valgt at bruge en lørdag aften på dansegulvet. Musikken blev leveret af Claus, Søren, René og Lene, bedre kendt som Aqua.
Lørdag aften var de fire så tilbage. Nu sammen med ca. 900 hysteriske og overvældede østjyder, der aldrig helt nåede at fatte, hvad der ramte den lille provinsby.
Søren Rasted og Claus Noreen bag de ivrigt skrålende René Dif og Lene Nystrøm tog den plads, der var tilbage i det tætpakkede, svedige diskotekslokale - og arbejdede på højtryk foran det masende publikum foran scenen.
T-shirts og endda en enkelt bh fløj om ørerne på Aqua, som betalte tilbage med vandpjask og et live-popshow i særklasse. Hvad der kiksede for superbandet for fire år siden med de 13 gæster, lykkedes i går. Alle jublede, dansede og skreg med på Lenes velkendte hvinen og Renés rumlen.
Alt var, som da hele eventyret startede. Discjockeyen sad stadig i førerhuset af en ombygget Scania-lastbil. Og overfor scenekanten - over hovederne på den tændte popgruppe - havde de fire verdensnavne igen udsigt til den rust-røde Morris Mascot, de har savnet lige siden.
40 minutter med berømthederne på scenen, inden det hele var ovre. Og som en ung mand foran baren konstaterede til sin hoppende kammerat: "Det kunne have været os."
Ideen har været undervejs længe. Aqua skulle have en fridag fra den promotion, der i øjeblikket trækker dem så grundigt rundt i hele verden. Men at det skulle være lørdag aften kom som en overraskelse for dem alle.
"Vi troede jo, vi skulle til Sverige med flyet om morgenen. Og det var kaos.
Jeg glemte mit pas og måtte tilbage halvvejs fra lufthavnen. Og så løb jeg tør for benzin. Så jeg var helt rundt på gulvet, da de fortalte os, at det var "sjov dag," grinede René Dif inden han gik på scenen i Galten.
Og en sjov dag blev det for de mere end 10.000 mennesker, der i løbet af lørdagen nåede at få autografer i enten Frederiksberg Centret eller Kolding Centret - eller gå amok på dansegulvene i Galten, Odense eller Roskilde.
"Det er det aller-vigtigste for os - at være accepteret i vores hjemland.
Derfor er det så fedt at komme ud - tilbage til rødderne - og tage sådan en tur som nu. Og især at komme tilbage til Galten, hvor der var 13 gæster dengang. Og hvor de alligevel ringede dagen efter og spurgte, om ikke vi ville spille igen."
René Dif ler over historien i bussen hjem fra sidste stop i Roskilde.
Klokken kvart i kvalme - mange timer efter den første autograf i Frederiksberg Centret.