STORBRITANNIEN: Den 33-årige muslimske ekstremist Umran Javed har endnu en gang fået en fængselsdom, denne gang for at besidde litteratur, der kan bruges i forbindelse med et terrorangreb, skriver The Independent.

Javed er tidligere talsmand for terrororganisationen Al-Muhajiroun, og han er tidligere dømt for at opildne til mord og racehad foran den danske ambassade i London, hvor han i 2007 demonstrerede mod Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer.

Dengang fik han en dom på seks års fængsel, efter blandt andet at have opfordret til at bombe Danmark.

Han blev dog prøveløsladt før tid, og Umran Javed var derfor en fri mand, indtil politiet i marts i år anholdt ham for at besidde dokumenter og computerfiler, der kan bruges som manualer til terroraktioner.

Javed hævdede dengang, at han ikke havde åbnet filerne, siden han blev arresteret for optøjerne foran den danske ambassade. Hans advokat siger, at Javed er »tydeligt forandret« og har fået »mere balancerede synspunkter« af at sidde i fængsel.

Dommeren i sagen mente også, at der var tale om ældre dokumenter, og derfor blev dommen fastsat til et år - Javed ventes dog at blive løsladt allerede om seks uger, da han har siddet varetægtsfængslet i længere tid.

Efter at han blev løsladt fra sin første dom, har Javed åbnet sin egen virksomhed, hvor han designer hjemmesider. Han udfører desuden frivilligt arbejde, blandt andet på universitetet i hjembyen Derby.