Danmark har verdens dyreste drikkevand
OECD kårer Danmark som verdensmester i dyrt drikkevand. Det er kun positivt, lyder det fra Dansk Vand- og Spildevandsforening.
OECD kårer Danmark som verdensmester i dyrt drikkevand. Det er kun positivt, lyder det fra Dansk Vand- og Spildevandsforening.
En danskers toiletskyl er udråbt som det dyreste i verden. Og et fyldt badekar i Danmark kan koste fire gange så meget som i Mexico, skriver OECD i en rapport på organisationens hjemmeside. Men det er kun godt, lyder det.
Drikkevand er nemlig en ressource, der kun findes i begrænsede mængder, fortæller Angel Gurría, der er generalsekretær for OECD, i en video på organisationens hjemmeside. Derfor er det vigtigt at sætte en pris på vandet, så befolkningen bliver opmærksom på den knappe ressource, lyder det fra generalsekretæren.
En kubikmeter dansk vand koster ifølge OECDs beregninger knap 37 kroner, og er altså verdens dyreste. Den høje pris i Danmark er ifølge Karsten Bjørno, der er kommunikationschef i Dansk Vand og Spildevandsforening, DANVA, et incitament til at bruge mindre vand. Præcis som Angel Gurría fra OECD ønsker det.
»Vi er nede på 107 liter vand per person årligt, og medmindre der kommer nye løsninger, tror jeg ikke, forbruget kan sænkes væsentligt mere,« lyder det fra Karsten Bjørno.
Når det danske vand er så dyrt, skyldes det altså, at vi er gode til at beskytte miljøet.
»Vi er ikke kede af titlen. Danmark bliver rost af OECD, fordi vi har en bæredygtig måde at udregne vandprisen på. Og det danske vand har en helt unik status, hvor vi altid er trygge ved at drikke vand af den højeste kvalitet fra hanen. Vi er i fællesskab med til at understøtte udvikling af teknologi, grundvandsbeskyttelse og klimatilpasningsløsninger, og det koster selvfølgelig,« siger Karsten Bjørno.
Hvis danskerne vil spare penge på deres vandregning, er de derfor nød til at investere i bedre løsninger som miljøvenlige vaskemaskiner og opvaskemaskiner, påpeger han.