Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har netop besluttet at fordoble den danske udviklingsbistand til Burma fra cirka 50 millioner til 100 millioner kroner om året.

Ministeren er i disse dage i Burma for at få indtryk af udviklingen i landet, hvor der efter flere årtier med diktatur nu er begyndende positive tegn på en demokratisk udvikling.

- Jeg har set, hvordan der er tændt et håb i befolkningen om, at deres svære situation nu kan blive forbedret. Burmeserne er blandt verdens fattigste folk, og de har behov for støtte for at kunne udvikle deres land, siger Christian Friis Bach.

- Vi vil støtte de folkelige bevægelser, der arbejder hårdt for at udvikle demokratiet og dermed skaber forudsætningerne for både sociale, økonomiske og politiske reformer. Reformere bliver kun varige og holdbare, hvis det er burmeserne selv, der driver dem og selv presser på for forandringerne. Det skal vi støtte, siger han.

Christian Friis Bach har i weekenden besøgt landområder i Shan-staten for at få erfaringer fra flere danskstøttede projekter.

- Mange burmesere i de landsbyer, jeg har besøgt, dør af sygdomme, der forholdsvist let kan behandles. Over fire millioner mennesker i Burma rammes hvert år af malaria. Mange lever med HIV/AIDS, og også tuberkulose slår mange ihjel. Vi vil hjælpe med både at behandle og forebygge, så færre får sygdommene og flere bliver behandlet. Vi vil meget gerne hjælpe burmeserne til at kunne løfte sig ud af fattigdommen. Der er stort behov for bedre uddannelse og for at fattige i landområder får gang i økonomien, siger ministeren.

Han understreger, at der er en klar sammenhæng mellem udvikling og reformer. Det vil han blandt andet nævne, når han søndag aften og mandag mødes med flere burmesiske ministre.