Millionerne kan medarbejderne hente ved salg af medarbejderaktier og forkøbsret på aktier, som de kan indløse og sælge over de kommende år.

Giga har udviklet en avanceret chip, der kan overføre data hurtigere end alle andre produkter på markedet.

Købsprisen svarer til, at amerikanerne har givet 94 millioner kroner for hver medarbejder i Skovlunde-virksomheden.

Topscoreren i gårsdagens salg bliver dog Gigas direktør, Finn Helmer, der ifølge Berlingske Tidendes oplysninger er den dansker, der har fået den højeste bonus nogensinde.

Hvor meget direktøren får i pengeposen, ønskede han dog ikke at oplyse.

"Der er mange, der bliver meget, meget rige på det her. Det er først og fremmest medarbejdernes triumf.

Det er dem, der har skabt Gigas succes," siger Finn Helmer til avisen.

Succes'en og pengeregnen blev i går fejret med et brag af en fest i firmaet i Skovlunde. For lukkede døre.

Ifølge de nye, amerikanske ejere, er hver en dollar givet godt ud på købet af den lille virksomhed.

"Danmark er fuld af talent, og Giga er fuld af talentfulde ingeniører. Det har gjort Giga til verdens førende på sit felt," siger Guy Anthony, der er direktør i Intel, til avisen.

Ifølge Finn Helmer er opskriften på succes klar:

"Hvis man vil være rig og rejse og opleve noget, skal man være IT-ingeniør. Og vi har oven i købet mangel på arbejdskraft.

Hvis der troppede 30 velkvalificerede ingeniører op i morgen hos os, ville vi ansætte dem på stedet," siger Finn Helmer til B.T.