En ny rapport foretaget af den globale og politisk uafhængige organisation, Transparency International (TI), viser, at Danmark og resten af Skandinavien har de mest robuste og ansvarlige institutioner i Europa.
TI, der har undersøgt 25 europæiske landes evne til at bekæmpe korruption, hæfter sig dog ved, at der stadig er plads til forbedringer, før Danmark er fuldt ud anti-korrupt.
For eksempel er der i 19 ud af de 25 lande ingen regulering af lobbyisme, og finansieringen af politiske partier lægges ikke åbent frem. Det gælder også i Danmark.
- I Danmark betragtes lobbyisme kun som en positiv mekanisme, og der eksisterer derfor ingen optegnelse af lobbyvirksomhed og derfor ingen mulighed for at vurdere om politikere varetager andre interesser end partipolitiske, siger Poul Riiskjær Mogensen, der formand for TI Danmark.
- Samtidig har den europæiske anti-korruptionsenhed (GRECO) længe kritiseret Danmark for ikke at efterleve de internationale konventioner, blandt andet omkring gennemsigtighed i partistøtten, som Danmark skrev under på i 2000. Så der er stadig mange områder i Danmark, der halter efter, og det er bekymrende, at Danmark ikke efterlever sine internationale forpligtelser, siger han.
I rapporten peger man på, at der er for mange barrierer for at opnå adgang til offentlige dokumenter, selvom stort set alle lande har regler, der sikrer offentlighedens adgang til offentlige dokumenter. I Danmark tager det for eksempel ofte alt for lang tid at opnå aktindsigt i offentlige dokumenter, mener organisationen.
Der er dog langt fra Danmark, Norge og Sverige, som alle ligger i top i undersøgelsen, til bundpropperne Bulgarien og Rumænien. De har ifølge TI meget svage systemer til at modstå korruption.