»Det er helt absurd overvældende - og en kæmpe anerkendelse,« siger Danica Curcic til BT i forbindelse med, at hun onsdag aften stod på scenen i Imperial biografen, København, hvor hun modtog en af landets største talentpriser, Nordisk Film Prisen.

Faktisk er den kun 29-årige kvinde den første skuespiller der modtager den prestigefyldte pris.

Foruden æren giver den et kontant håndslag på 109.000 kroner - lig med Nordisk Films alder gange 1000 kroner.

Tidligere har instruktører og filmforfattere som Ole Bornedal, Lars von Trier, Jørgen Leth, Tobias Lindholm, Søren Kragh-Jacobsen og Stig og Peter Thorsboe fået prisen.

»Det er særlig stort for mig, fordi det er en række af mine store idoler, der tidligere har fået den pris. Instruktører som Anders Thomas Jensen, Lars von Trier, Michael Noer og Daniel Dencic. Dem man drømmer om at komme til at arbejde sammen med. Det er ret vildt at komme ind i den række,« siger Danica Curcic, der nærmest har modtaget en pris om måneden siden december.

Først Ove Sprogøe-prisen i december, dernæst en Bodil for rollen i 'Stille Hjerte', så en Robert for samme film, og i dag Nordisk film Prisen.

»Mine priser står derhjemme og hygger sig, og jeg er meget glad for dem, fordi jeg er stolt af det arbejde, jeg har lavet hidtil. Så jeg er på toppen over, at der er andre, der anerkender det jeg laver,« siger Danica Curcic, der dog ikke lige frem har tænkt sig at dvæle ved sine priser.

Siden hun fik den allerførste, nemlig udnævnelsen til 'Shooting Star' ved Berlin Film Festival 2014, har hun indspillet fire spillefilm, lavet 'Romeo og Julie' på Det Kongelige, monolog i Husets Teater og lige nu er Danica Curcic i gang med en fremtrædende rolle i en politisk dramaserie om Afghanistan-krigen.

Og det er nærmest en underdrivelse, at kalde den 29-årige skuespiller for et talent:

Hun har et usædvanligt godt øre for sprog, og foruden flydende serbisk, engelsk og spansk, har hun godt kendskab til både fransk og russisk.
Hun kan både synge og danse, og er en habil pianist, der også spiller harmonika.

Samtidig er Curcic ekstra godt polstret med hensyn til uddannelse.
Hun har en formel uddannelse fra den danske teaterskole, hvorfra hun blev færdig for bare tre år siden, og derudover har den 29-årige kvinde diplom fra to amerikanske skoler: Dell'Arte i Californien og A.C.T. i San Francisco.

Og der er tilsyneladende ingen bremser på Danica Curcic' lyst til at udfordre sig selv.

Lige nu er hun i gang med at forberede sig til den kommende norske tv-serie, 'Nobel', hvor hun spiller en norsk-afghansk soldat.

»Så jeg er ved at lære norsk, og samtidig studerer jeg den afghanske dialekt dari. Og så skal der løftes jern og trænes som soldat. Vi skal filme i Marokko til september. Det er en megafed udfordring, men jeg kan godt mærke, at det skræmmer en smule med det norske. Èn ting er at lære sine replikker, en anden at improvisere på et helt nyt sprog,« siger Danica, der netop er vendt hjem fra Los Angeles, hvor hun har brugt de seneste 10 dage på, at møde agenter og filmfolk.

»Jeg har savnet lidt at spille på engelsk, og jeg synes det kunne være spændende, at åbne op for nyt land, nu hvor der sker så meget spændende i USA.«

»Jeg tager det stille og roligt, men jeg tror på det, og man kan mærke, at der godt kan ske nogle ting, for der er en stor interesse for dansk drama i udlandet, og det gør jo én stolt at komme fra et stærkt film-land som Danmark«, siger Curcic til BT.