Måske derfor havde D’Angelo, som Michael Eugene Archer fra Virginia i USA er bedre kendt som, valgt at lægge sin tour forbi Danmark nok engang.

Men den 5-stjernede rus, som blev fremkaldt ved besøget i januar måned, ligeledes i Store Vega, var svær at finde frem tirsdag aften.

Forsinket giraf

Tilbage i januar var det efterhånden længe siden, man havde hørt noget fra manden, der slog igennem med debutalbummet ’Brown Sugar’ fra 1995 og senere slog sit navn fast med efterfølgeren fra 2000 ’Voodoo’. Og derfor var der nok mange som lige skulle se, hvad han kunne byde på.

Tirsdag aften havde folk ligesom set giraffen. Og måske derfor var det kun et halvfyldt Store Vega, som fik lov til at vente rigtig længe på at høre og se D’Angelo.

Mere præcist nåede klokken at blive 21.47, på en koncert annonceret til kl. 20.00, før de omkring 1.000 ventende publikummer fik det første glimt af soul, funk og r’n’b-stjernen.

Helt nøgen

Det var til nummeret ’Playa Playa’ fra kæmpesuccessen ’Voodoo’. Et album der gjorde D’Angelo meget rig, meget hyldet og feteret og meget kendt. Det sidste specielt for musikvideoen til hittet ’Untitled (How Does It Feel)’, hvor en meget veltrænet D’Angelo optræder helt nøgen.

Først entrerede et ordentligt ensemble af et band/kor scenen. Og blev snart gjort følge af D’Angelo, der dog hurtigt forsvandt igen, mens de omkring 8-9 musikere spillede den lækre og funky lyd, som D’Angelo er blevet berømmet for.

Det virkede fint, men man manglede ligesom hovedrolleindehaveren, der heldigvis kort efter kom på scenen igen.

D’Angelo virkede bare ikke helt klar til at levere de bløde sukker-toner, som ganske sikkert har været til stede under mangt en møgdomstagning, i de sene halvfemsere og starten af det nye årtusinde.

Blød i knæene?

Noget af det den her anmelder var mest spændt på ved tirsdagens koncert, var om D’Angelo nok engang ville kunne spille publikum bløde i knæene og andre steder. For det er jo hans ting.

Desværre virkede det ikke rigtigt til at være hans intention tirsdag aften. For han brugte i dele af koncerten næsten mere tid væk fra scenen, end han gjorde på den.

I hullerne lod han sit fantastiske band underholde, hvilket de også var rigtig gode til. Men det var ikke rigtig det, man havde betalt næsten 500 kroner for at se.

Hvalernes Sang

Den manglende tilstedeværelse kulminerede da han, i hvad jeg formoder var pausen inden ekstranumrene (selvom jeg ikke er helt sikker), lod to af sine musikere levere en omgang musik, af adskillige minutters varighed, der mest af alt mindede om det man hører til et dyreprogram på BBC.

Det kunne uden at snyde nogen sagtens have heddet ’Hvalernes Sang’, for det var en omgang lange keyboard hylelyde fyldt med synthesizer, som når man følger femten kaskelothvaler på jagt efter den eneste ene og måske en bid mad.

Det var en højest bizar oplevelse til en D’Angelo-koncert. Og flere personer fra publikum fortrak da også til de to barer, som er på hver siden af Store Vega.

Forandret stemning

Heldigvis blev de dog kaldt tilbage igen, efter hvad der føles som pænt lang tid, da D’Angelo selv tog plads ved et keyboard.

For her begyndte den koncert, som de fremmødte havde ventet længe på, betalt mange penge for og undret sig over hvor blev af.

Det var nemlig lige pludselig en forandret stemning og D’Angelo. Han havde godt nok været til stede under koncerten og prøvet sådan lidt halvhjertet at få gang i en funky fest. Men først ved ekstranumrene lykkedes det rigtigt.

For flere af D’Angelos rigtig store hits, var blevet gemt til den afsluttende del af den til tider spøjse musikoplevelse.

Smeltende nougat

Men her fik man så også fuld valuta for sine penge. Hits som ’Brown Sugar’ og ’Lady’ flød ud til publikum, der rockede og sugede det til sig, som var det, ja, brun sukker serveret på en omgang lækker smeltende nougat.

Og her forstod man lige pludselig, hvad det var, som anmeldere og publikummer fra koncerten i januar havde ment, når de fortalte om koncerten.

Men kunne ikke lade være med at smile, rocke, synge og bare lade sig underholde, mens en endelig fuldt engageret D’Angelo, uden nogensinde at smide trøjen og vise den overkrop, som gjorde ham verdensberømt, fortryllede et publikum der bare ville have mere.

Desværre kom intensiteten og dermed koncertens redning en smule for sent. Og derfor bærer karakteren også præg af den sene opvågnen. Det kunne have været så godt.

D'Angelo, Store Vega, tre ud af seks stjerner