Optrapningen i striden om det truende underskud på næsten 100 millioner i Fødevaredirektoratet kommer efter onsdagens spørgetid om emnet i Folketinget. Underskuddet blev oparbejdet under den tidligere fødevareminister Henrik Dam Kristensen, men onsdag blev skytset også vendt mod efterfølgeren, Ritt Bjerregaard(S):
"Hvis Ritt forsøger at lægge låg på sagen, kan hun pådrage sig et medansvar. Hun gør ikke nok for at få afklaret sagen, og det er meget uklogt af hende," siger Enhedslistens Keld Albrechtsen og tilføjer:
"Jeg er ikke en "kalkunjæger", der bare går efter ministrenes hoveder. F.eks. stod jeg af i fax-sagen (om Østrig, red.), fordi der ikke var sagligt grundlag for at gå videre.
Men når det gælder Fødevareministeriet, er der mistanke om, at man har ofret en embedsmand for at pakke et politisk problem ind," siger Keld Albrechtsen.
Og kritikken af Ritt deles af højre-siden i Folketinget:
"Hvis Ritt Bjerregaard fortsætter med det her, påtager hun sig i længden et medansvar. Hvis vi ikke får de rigtige oplysninger af hende nu, får hun et problem. Det er helt sikkert," siger den konservative Henning Grove.
Ritt Bjerregaard tager imidlertid angrebene med ophøjet ro:
"Keld Albrechtsen virker lidt desperat. Jeg har siddet til alenlange samråd og besvaret spørgsmål. Og i onsdagens spørgetid konkurrerede Keld Albrechtsen med Dansk Folkeparti om, hvem der kunne mistænkeliggøre mest - uden de var i stand til at finde på et eneste nyt spørgsmål. For der er jo ikke rigtig mere at komme efter," siger Ritt Bjerregaard.
Hun lægger ikke skjul på, at sagen er stærkt irriterende for hende:
"Det er da ærgerligt, at jeg skal bruge så meget tid på rodet i økonomien. Jeg vil hellere bruge tid på fødevaresikkerhed, men det er der jo ikke noget at gøre noget ved.
Når sådan noget sker, må man jo prøve at få ryddet op i det," siger Ritt Bjerregaard.
Men det er præcis den oprydning, regeringens kritikere ikke er specielt imponerede over.