- Det handlede om at få kysset på pigerne, siger Lars Lilholt om baggrunden for at danne bandet Dalton med Madsen og Olsen.
Allan Olsen siger det på en anden måde:
- Jeg opdagede, at hvis man skriver sange, som folk synes om, så ka’ de lide én. Man får positiv respons, måske endda fisse. Citaterne stammer fra bogen ’Vi var jo aldrig helt ædru dengang’.
Historien om de tre danske Daltons, der udkom i går. Men man skal nu ikke tro på alt, hvad de tre rock-ronkedorer siger.
- En historie behøver ikke altid være sand, bare den er god, siger Lilholt, som et ekko af Johnny Madsen, der tidligere har sagt noget tilsvarende.
Under alle omstændigheder afslører bogen, at de tre ærkejyder i den grad er gået til rock-makronerne, siden de - sådan cirka i 1984 - slog pjalterne sammen for at turnere og lave plader sammen, med passende pauser i forhold til de tre musikeres solo-karriere.
Tre vidt forskellige mennesker, der mødes over kærligheden til musik og god sangskrivning, som mestret af Bob Dylan, Leonard Cohen, Stones og Beatles.
Men som også har trangen til druk og damer til fælles.
Boede på bordel
Men derudover er de ret forskellige. Lilholt har været i fast forhold i mere end 20 år. Johnny Madsen i cirka fem, mens Olsen er ’lykkelig single’, som han selv betegner det.
Madsen afslører sig overraskende som liberal venstremand, Lilholt er glad for den røde regering og betegnes som socialist af bandets løsgående missil, Allan Olsen, der på bedste anarkistiske vis nægter at lade sig anbringe i nogen politisk bås.
Men druk og lette damer kan de tre levemænd blive enige om. Som da de i 1991 lokkede to pladeselskabsdirektører til at betale for en uges ’inspirationstur’, så trioen kunne ’finde hinanden igen’. Turen gik til Berlin, hvor trioen endte med at bo på et bordel, der også var en strip-bar i en sidegade til Kurfürstendamm.
Her endte regningen for champagne til de fastboende piger på intet mindre end 16.000 kroner i datidens valuta.
- Vi fik aldrig skrevet en skid. Jeg var den eneste, der havde guitar med, og jeg fik den aldrig op af bagagerummet.
De 16.000 kroner kaldte vi ’fortæring’ så det betalte pladeselskaberne, fortæller Lars Lilholt, der nok er enig med de to andre i, at groupies tidligere var en uløselig del af turnélivet, men som bebrejdes for sin holdning til at have koner med på rock-tur.
Had og kærlighed
- Ninna og Lars er jo vokset sammen i en eller anden symbiose. Jeg mener ikke, at kvinder og børn har noget at gøre på landevejen, siger Olsen, mens Johnny Madsen siger:
- Jeg vil godt understrege, at der ikke bliver lagt fingre imellem, eller bånd på, fordi Ninnas og Lars’ familie er der.
Men i 2010 insisterede Lilholt på at tage både kone og børn med på tur landet rundt:
- Uden min familie ville jeg falde fra hinanden igen, siger Lars Lilholt. En næsten uoverstigelig forhindring på bandets foreløbig sidste turné. Og måske én af grundene til, at de tre Daltons aldrig finder sammen igen. Hverken på plade eller tur.
- De er meget forskellige og har hele tiden været næret af en slags had/kærlighedsforhold, siger bogens forfatter, Dennis Drejer, til BT.
- Egentlig vil de gerne mødes hvert femte år, men de har ikke lavet aftaler om fremtiden. De bliver jo ikke yngre, og de er enige om, at det slider på dem. Ikke så underligt, for de drikker massivt, når de er sammen, siger Drejer.
Bogen ’Vi var jo aldrig helt ædru dengang’ udkom på People’s Press mandag.