Det er en stor sejr for tibetanerne og verdenssamfundet, at Verdensbankens bestyrelse i går aftes nægtede at støtte et projekt, som skal overflytte 57.000 fattige kinesere til tibetansk område i Qinghai-provinsen.

Sådan lyder reaktionen fra den tibetanske eksilleder Dalai Lamas talsmand for Norden og Storbritannien, Migyur Dorjee.

- Efter tre års kamp mod projektet er det en stor dag for alle, der har været med. Også for de regeringer og parlamentsmedlemmer, der har skrevet til Verdensbanken og protesteret mod projektet, siger Migyur Dorjee i dag til Ritzau fra sit kontor i London.

Overraskende og helt usædvanligt afviste Verdensbankens 24 medlemmer store bestyrelse at støtte det omstridte forslag, som bankens ledelse havde udarbejdet, og derved mister Kina 40 millioner dollar (over 300 millioner kroner) i lån. Den kinesiske regering vil nu gennemføre projektet for egne midler, sagde Kinas repræsentant i Verdensbankens bestyrelse, Zhu Xian.

Genbosætningsprogrammet har til formål at bekæmpe fattigdommen i det vestlige Kina ved at flytte folk fra golde landområder til mere frugtbare jorder i højlandet.