Det hele foregik i Odense Koncerthus, da den 28 minutter lange computer-animerede film om de to børn Kay og Gerda var slut.

En film, som Dronningen fik ideen til og selv har fulgt tæt, siden starten for snart tre år siden.

Dronningen har valgt billederne til filmen og lavet de såkaldte decoupager -collager fra blade og kataloger.

Via computer-animation og kombineret med musik og levende skuespillere er der skabt en spændende og meget anderledes udgave af eventyret om Snedronningen.

En film, der også fik store roser fra Mr. James Bond, alias Roger Moore, der var med til fejre H.C. Andersens fødselsdag i sin egenskab af Unicef-ambassadør.

"Det var en meget flot film. Danskerne bør være stolte over at have en dronning, der også kan gøre sig som kunstner," sagde Roger Moore.

Inden premieren på filmen havde Dronningen sammen med prins Henrik på Odense Rådhus set en udstilling af decoupagerne, dragter og fotos fra filmen.

Og det var tydeligt, at Dronningen var meget begejstret for at gense hele processen omkring filmen. Flere gange forklarede hun engageret både prinsen og Odenses borgmester, Anker Boye, om de enkelte dele af udstillingen.

Efter frokosten på rådhuset nåede Dronningen sin traditionelle vinke-hilsen til de mange tilskuere.

Herefter gk turen til Skt. Knuds Kloster, hvor hun så Sonia Brandes' papirklip-udstilling af et andet eventyr af H.C. Andersen, Rejsekammeraten.

Jo, det var i sandhed en eventyrlig dag for dronning Margrethe.

Nøjagtig som i eventyret, "Det er ganske vist".