Fagforbundet 3Fs hjemmeside er blevet angrebet af en anonym hackergruppe. Derfor er hjemmesiden nu midlertidig lukket, skriver bt.dk.

- Der er tale om et angreb på en af vores servere, hvor en anonym hackergruppe sender en masse trafik ind på vores side, så den bliver overbelastet og går ned, siger Henrik Lilholt, online-chef i 3F.

Der er ikke tale om, at nogen har været direkte inde i 3Fs systemer, men »kun« om en overbelastning, forklarer han.

Hackergruppen Anonymous er en internetbaseret bevægelse, hvis formål er at kæmpe for ytringsfrihed og mod censur og misbrug af internettet. Gruppen blev for alvor kendt for dens modstand mod scientology-kirken. Siden har bevægelsen spredt sig til flere lande, heriblandt Danmark, hvor der tidligere har været blokader af hjemmesider og hackerangreb mod både virksomheder og politiske partier.

Det aktuelle angreb har relationer til den konflikt, der lige nu udspiller sig på Restaurant Vejlegården i Vejle. I en video på youtube siger hacker-gruppen, at den ikke accepterer blokader, man ikke lovligt kan forsvare sig imod. Derfor er aktionen nødvendig, mener de.

- 3F skal smage deres egen medicin, siger gruppen, der i øvrigt mener, at fagforbundet undertrykker den frie tale, efter at Vejle Amts Folkeblad er blevet tvunget til at afvise en annonce fra Vejlegården efter trusler fra 3F.

- Mennesker lever lige og frie. Derfor kan 3F ikke tvinge nogen til at være medlem af fagforbundet, siger gruppen.

Angrebet på 3Fs hjemmeside kan få store konsekvenser for tusindvis af dagpengemodtagere i Danmark, der risikerer ikke at få deres penge til tiden.  På søndag skal cirka 30.000 medlemmer i 3F indberette deres ønske om dagpenge. Normalt foregår det ved at udfylde et elektronisk kort på hjemmesiden mit3f.dk. Men det kan ikke lade sig gøre, så længe siden ikke er tilgængelig.

3F anbefaler derfor deres medlemmer til at følge med i, om der kommer nyt på den midlertidige side. Hvis der stadig er problemer på tirsdag i næste uge, kan man gå hen til den lokale afdeling for at få udfyldt et papirkort, oplyser 3F.

Formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, kalder angrebet for grotesk, men nægter at overgive sig til en tilfældig hackergruppe, der ikke kan lide fagforbundets demokratiske ret, som han udtrykker det.

- Der er ingen anonym hackergruppe, der kommer til at bestemme, hvad for en faglig politisk strategi, vi lægger i 3F, siger han til bt.dk.

3F har nu anmeldt hackerangrebet til politiet.