Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En barsk beretning hvor Lone Kristensen ser tilbage på sit liv, før og efter hendes søn konverterede til islam og for vild i tilværelsen efter et ophold på en koranskole i Kairo i sommeren 2012.

Stig Matthiesen har skrevet "Victors valg" i samarbejde med Lone Kristensen, og er en mors beretning. Hun får at vide, at hendes søn vil leve og dø for Allah som Syrienskriger, og da han dør som selvmordsbomber går Lones liv i stå. Hvordan overvinder man den svære følelse af sorg? Hvad kommer livet til at bringe? "Victors valg" er en barsk og ærlig fortælling om radikalisering.

Du får også et boguddrag fra:

  • Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme af Charlotte Mandrup

  • ’I magtens skygge’ af Viveca Sten

  • ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun

  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna

  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl

  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz

  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen

  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf

  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman

  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske

  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud

  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen

  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy

  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork

  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'

  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’

  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'

  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker

  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

  • ’Blitz’ af Agnete Friis

  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra 'Victors valg. En mors beretning' af Lone Kristensen og Stig Bo Matthiesen.

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

En barsk beretning hvor Lone Kristensen ser tilbage på sit liv, før og efter hendes søn konverterede til islam og for vild i tilværelsen efter et ophold på en koranskole i Kairo i sommeren 2012.

Stig Matthiesen har skrevet "Victors valg" i samarbejde med Lone Kristensen, og er en mors beretning. Hun får at vide, at hendes søn vil leve og dø for Allah som Syrienskriger, og da han dør som selvmordsbomber går Lones liv i stå. Hvordan overvinder man den svære følelse af sorg? Hvad kommer livet til at bringe? "Victors valg" er en barsk og ærlig fortælling om radikalisering.

KØB BOGEN HER: VICTORS VALG.EN MORS BERETNING AF LONE KRISTENSEN OG STIG BO MATTHIESEN

(Dette første uddrag er fra bogens del 1, som handler om tiden med begyndende radikalisering, inden Victor Kristensens afrejse til Egypten i 2012]

Det var i tiden efter højskolen, at Victor begyndte at tale med mig om danskernes alkoholkultur og de unges selvmordsrate. At de to ting ikke harmonerede med, at danskere gerne bryster sig af at være blandt verdens lykkeligste. På Alléskolen havde han oplevet forskellige misbrugsmiljøer med hash og hårde stoffer, og han talte om, at alle dårligdommene var en direkte konsekvens af vores religion og kultur.

I skarpe vendinger tog han mere og mere afstand fra den danske velfærdssamfundsmodel – fra den totale frihed, overfladiskheden, det dekadente liv og den form for meningsløshed, der rammer mange moderne mennesker, når de længe nok har bedøvet sig gennem tilværelsen med fladskærme, shoppeture og billige udlandsrejser.

Alt det gad Victor ikke være en del af, og jeg tænkte, at islam jo på mange måder passede godt til hans syn på ordentlighed og en struktureret og sund levevis. Ud over kajakklubben og styrketræningen havde han gennem ungdomsårene opsøgt en klatreklub, gået til springgymnastik og endda meldt sig som frivillig i en kontaktgruppe, hvor han tilbød sig som ven for udsatte mennesker, der er ensomme og i nød. Victor havde altid haft høje standarder for moral og medmenneskelighed.

Men det moralske aspekt fik nye udtryk, da han stadig mere højlydt kommenterede min livsførelse som kvinde:

Han gjorde mig opmærksom på, at jeg drak for meget vin i weekenderne, gik for let påklædt og ikke uden videre blot kunne gå rundt med bare arme og vise mine knæ frem i det offentlige rum.

Han indførte også begreber som halal og haram i vores fælles sprog i familien.

Det var haram at smide affald i naturen, så det gik han og samlede op på vores ture. I starten troede jeg, han lavede sjov med mig som i gamle dage. Men nej, det var ramme alvor alt sammen – ikke mindst de mange daglige bederitualer for hermetisk lukket dør på værelset.

På mit arbejde forklarede jeg mine kolleger, at det blot var Victors måde at meditere på. I en periode hvor han var ved at danne sin egen identitet, var det min måde som mor at forklare min søns udvikling på. Ja, indimellem kunne jeg tage mig selv i at tænke, at det da var bedre, at Victor bad til Allah, end at han var satanist eller punker.

Set i bakspejlet blev det selvfølgelig mere og mere naivt at opfatte tingene sådan. Men i bund og grund vidste jeg ikke ret meget om islam, og jeg anede ikke engang, om Victor var sunni- eller shiamuslim.

Så det spurgte jeg ham om en dag.

Han fortalte mig, at han var sunni.

»Nej, hvor godt,« svarede jeg med begejstring i stemmen. Jeg troede, det var bedst at være sunni.

Når Victor ikke bad, stod døren fortsat åben ud til fællesskabet. Sådan har det altid været i vores familie.

Om vi boede inde i byen eller i Tilst, så har vi altid levet tæt og hørt lydene cirkulere i vores hjem. Victor og Maria fik aldrig lov til at have fjernsyn på værelset, for samværet var vigtigt – om det så blot var, at vi smed os sammen i sofaen og så en film.

Vi har altid været en familie, hvor man kunne fornemme hinanden.

Men som tiden gik, anede jeg mindre og mindre om, hvad der foregik inde på værelset og i Victors hoved. Selvfølgelig var jeg nysgerrig, sindssygt nysgerrig indimellem, men jeg forsøgte at respektere hans valg og give ham plads, for det tilsagde min fornuft. Jeg ønskede først og fremmest at ruste ham til tilværelsen som voksen, til at flytte hjemmefra og stå på egne ben.

Det var også derfor, jeg en dag bad ham om at begynde at betale en beskeden husleje for at bo hjemme. Han skulle lære at forstå, at beslutninger og levevis også har en økonomisk pris. At man som begyndende voksen får og har andre forpligtelser end som barn. Han skulle lære at planlægge, købe ind, lave mad og lave havearbejde – at have pligter i hjemmet.

Det projekt stod han fuldstændigt af på. Og han ville ikke betale en krone i husleje af sin indtægt, som ellers var udmærket for en ung mand uden andre økonomiske forpligtelser. Rengøring ville han heller ikke under nogen omstændigheder tage del i, og det var lidt mærkeligt, når jeg tænkte tilbage på hans højskoletid, hvor han klagede sin nød over sin første værelseskammerats roderi.

Om det var en reaktion på mine krav om deltagelse i familiens opgaver, aner jeg ikke. Men kort tid efter meddelte Victor mig, at han flyttede hen til Mahmoud, som han var kommet til at kende gennem sine nye venner i Gellerup.

Victor fortalte mig, at Mahmoud havde læst til skolelærer og var 23 år, og på en eller anden måde beroligede det mig, at denne Mahmoud, som jeg ikke kendte, blot holdt pause fra læreruddannelsen. Det var i hvert fald, hvad Victor forklarede mig.

Han skulle nu bo hos sin ven for at blive kyndig i Koranen.

Mahmoud skulle oplære Victor.

Jeg fik aldrig mulighed for at besøge Victor, for det giver ingen streetcred at have sin lyshårede mor rendende rundt i betonghettoen. Det fornemmede jeg hurtigt og stærkt. Victor ønskede mig simpelthen ikke der. Hans far forsøgte at opsøge ham flere gange i den første tid, men heller ikke han var velkommen i dette på mange måder ugæstfrie og lukkede miljø, der stod som en skærende kontrast til Victors barndomshjem.

Fra den ene dag til den anden boede jeg alene med min datter i Tilst – og min søn med en ukendt muslimsk mand i en lille lejlighed pakket ind i velour i Gellerupparken.

I begyndelsen føltes det ikke helt sådan: Victor var trods alt kun flyttet et par solide stenkast væk, og han kunne komme og gå i mit hjem, som han ville, for han havde fortsat sit værelse, og køleskabet var altid fyldt. Dukkede han op, så skulle der bestemt ikke mangle noget. Sådan tænker mødre.

Men Victor dukkede ikke op, og en kort overgang opgav jeg min søgen efter dialog og overbeviste i stedet mig selv om, at han ville vokse fra det religiøse flip og komme hjem igen.

Den tanke bebrejder jeg fortsat mig selv i dag – at jeg ikke var mere vedholdende i forsøget på at vriste ham ud af kløerne på disse religiøse fanatikere. Men jeg forsøger at trøste mig med, at jeg dengang ikke anede, hvem de mennesker reelt var, og hvilket univers Victor var på vej ind i. Og hvis nogen tænker, at jeg da har været håbløst godtroende, så lad mig minde om, at Grimhøjvej i begyndelsen af 2012 også for mange andre blot var en ukendt stikvej i et industrikvarter i Aarhus-forstaden Brabrand, og at begrebet syriensfarer vel knap var opfundet.

Mens Victor boede hos Mahmoud i Gellerup, havde han meget svært ved at acceptere, at vi skulle lave aftaler om at mødes og tale sammen, fordi jeg ikke altid var villig til at smide alt, hvad jeg havde i hænderne, når han ofte med kort varsel havde tid og lyst til at se mig. Derfor løb vores forsøg på at mødes ofte ud i sandet en overgang.

Selvfølgelig var det mærkeligt at være sat uden for hans daglige liv for mig, der gennem hele livet havde været hans mentor og sparringspartner i forhold til de problemer, han løb ind i med kammerater, skole og alt muligt andet. Og med islam indover blev jeg sat helt af og kørt ud på et sidespor, hvor jeg bare havde en vag fornemmelse af, at Victor levede en slags dobbeltliv.

Hvad der helt præcist foregik i og omkring den lejlighed i Gellerup, indviede han mig ikke i på noget tidspunkt.

Han sagde blot:

»Mor, jeg har det godt, der hvor jeg er nu.«

Alligevel flyttede han hjem til mig nogle måneder senere. Uden varsel, uden forklaring.

Efter at Victor atter var flyttet ind, registrerede jeg, at han ikke længere købte mærkevaretøj og på mange måder levede mere enkelt og asketisk end tidligere. Han var imod min vilje stoppet på teknisk skole efter den første eksamen, men sagde til mig, at jeg bare skulle tage det roligt:

»Mor, jeg har styr på det.«

Selv om det fortsat var en daglig kamp at komme i dialog med Victor, så gjorde jeg ham det alligevel klart, at han skulle have en plan for, hvad han ville med sig selv og sit liv nogle måneder frem i tiden. Jeg ville ikke acceptere, at han vendte hjem og isolerede sig igen.

Jeg forlangte intet ud over dette: en plan.

Ingen husleje, intet tilskud til madbudgettet.

Ingen rengøring eller madlavning.

Jeg stillede mig tilfreds, hvis han ville spare nogle penge op, så han havde noget startkapital, hvis han fandt på at rejse ud i verden, eller til den dag han flyttede rigtigt hjemmefra.

I dag er jeg overbevist om, at Victor meldte sig ind på teknisk skole igen for at få fred for mig – at han løb om hjørner med mig. Som andre unge mennesker med skiftende bevægelsesmønstre pendlede han frem og tilbage mellem mit hus i Tilst, sin fars bopæl, moskeen på Grimhøjvej, kammeraterne i lejligheden i Gellerup, Bazar Vest, City Vest og mange andre steder i indvandrermiljøerne i Aarhus. Jeg kunne overhovedet ikke følge med i hans færden, men gik bare med en konstant uro i kroppen over, hvad han mon lavede og havde gang i.

Men nu kunne han lukke munden på mig: Han var blevet optaget på tømrerlinjen på teknisk skole og havde en plan.

Min indre uro i kroppen viste sig at være ganske velbegrundet, for en dag meddelte Victor mig, at han alligevel ikke skulle på tømrerlinjen på teknisk skole efter sommerferien.

Han skulle til Egypten.

Ikke til Asien eller Sydamerika med en rygsæk for at opleve og udforske verden som mange af mine kollegers børn, men til Kairo.

Jeg havde siddet i timevis i vores pauser på sygehuset og hørt om disse fantastiske dannelsesrejser for unge, der uden deres forældres overbeskyttelse mødte en virkelighed uden for vores egen lille andedam. Ofte havde jeg ønsket, at det snart var min tur til at fortælle om mine børns eventyr i Himalaya eller under havoverfladen i Thailand.

Nu skulle min ældste og eneste søn så af sted.

Han skulle på koranskole i Kairo.

Victor havde endda betroet mig, at han som et led i sit nye religiøse liv havde ladet sig omskære. Han ville gerne have mig til at se på såret, inden han skulle ned i varmen, for han var bekymret for infektioner.

Jeg insisterede på at få at vide, hvor den skole helt nøjagtigt lå.

Victor undlod længe at svare mig, og vi havde mange verbale sammenstød, indtil han til sidst – sikkert igen for at få fred for mine spørgsmål – kom med en krøllet lap papir med skolens navn og placering i millionbyen.

I den følgende tid forsøgte jeg nærmest desperat at finde oplysninger om skolen, Koranen, islam og Kairo. Jeg ville vide, hvad min søn skulle ned til.

Under en fødselsdagsfest med nogle veninder fandt jeg ud af, at min borddames ægtefælle arbejdede med mellemøstlige forhold, og i en fortrolig samtale ikke længe derefter opfordrede han mig til at ringe og søge råd og hjælp.

Hos Politiets Efterretningstjeneste.

(Andet uddrag er fra bogens del 3, hvor Victor Kristensen i 2013 er rejst til Syrien og stort set har kappet forbindelsen til sin mor, Lone Kristensen]

Sidst i november var der gået mange uger, siden Victor sidst kontaktede mig.

Jeg havde ellers lært mig selv at økonomisere med kræfterne og svæve på en sky af glæde, længe efter at jeg havde hørt fra ham. Jeg tillod ikke mig selv at tænke, at han kunne blive skudt næste dag.

Men denne gang var energien ved at ebbe ud. Der var gået alt for lang tid. Jeg havde vanskeligt ved at være i min krop, da jeg fortsat ikke kunne handle mig ud af situationen, så den 25. november sent om aftenen kørte jeg ud i skoven ved Marselisborg, hvor ­Victor og jeg har haft så mange fine oplevelser sammen.

Det var stjerneklart.

Jeg kiggede op på himmelen som så mange gange før og tænkte, at han var under de samme stjerner som mig.

Jeg forsøgte at bede.

Jeg var ikke smålig.

Jeg bad både til Gud, Allah og mine bedsteforældre.

Det virkede beroligende, og næste dag slog det mig også, at mine bønner blev besvaret.

Den 26. november ringede Victor mig op på telefonen ved 13-tiden, mens jeg var på arbejde.

Jeg brød ud i et glædesråb og derefter gråd.

Jeg plejede ellers ikke at græde, når vi havde forbindelse, for jeg ville ikke stresse ham med gråd. Var han i en presset situation, tænkte jeg, måtte jeg ikke ødelægge hans koncentration med mine følelsesudbrud, og jeg ville heller ikke forstyrre vores skrøbelige kontakt på Skype, hvor forbindelsen ofte var dårlig og fuld af støj på linjen. Den kunne blive afbrudt når som helst.

Men denne novemberdag var forbindelsen god, og det nagede mig straks, da jeg forstod hvorfor. Han havde ringet mig op direkte på telefonlinjen, og så kunne jeg straks regne ud, at han ikke var et sted med internetforbindelse.

Langt fra civilisationen.

Det var ikke godt i min opfattelse af situationen.

Selv om Victor lød så glad, gik jeg direkte til sagen.

»Victor, jeg er så bange for, at du vil dø.«

»Mor, jeg vil ikke dø,« svarede han med overbevisning i stemmen.

Mens jeg græd mig gennem den korte samtale, anstrengte jeg mig for at huske alt det, som var vigtigt at få sagt. Alt det, jeg gerne ville sige som mor. Og alt det, jeg havde lært af eksperter i anti-radikalisering og i særdeleshed af psykologiprofessor Preben Bertelsen, som jeg havde fået kontakt med, efter at jeg havde sendt ham en mail en dag i foråret 2013.

Jeg skulle forsøge at få Victor til at tænke selv gennem de spørgsmål, jeg stillede, for kendsgerningen var, at min søn for det meste lød som en grammofonplade, der var gået i hak. Han kørte i den samme rille uden mange personlige overvejelser eller små ophold i talestrømmen, hvor man kunne skyde en fornuftig bemærkning ind.

Preben Bertelsen havde forklaret, at jeg skulle være med Victor, men jeg skulle også give ham et modspil, der fik ham til at tænke sine egne tanker, dog uden at han lukkede helt i og afbrød forbindelsen. Hvis han fortalte om en kammerat, skulle jeg spørge, hvad han kunne lide ved sin kammerat i stedet for at lede efter noget, jeg kunne spørge kritisk til.

Hvert eneste opkald havde for mig været en psykologisk balancegang, men denne gang var det sværere end nogensinde.

»Victor, jeg vil skaffe en lejlighed til dig og dine kammerater i Dubai,« forsøgte jeg.

»Men mor, det er ikke det, jeg vil,« svarede han med uforstyrret glæde i stemmen.

»Victor, den 10. december tager jeg til Antakya og bor i en lejlighed. Jeg håber virkelig, at du kommer ud af Syrien og besøger mig.«

Han lo hjerteligt.

»Jamen mor, du vil hele tiden være bange for, at jeg tager tilbage til Syrien igen. Sig til far og Maria, at de skal læse Koranen.«

Sætningen faldt nærmest som en ordre.

Mens vi talte, hørte jeg nogle mænd tale højt i baggrunden, indimellem afbrudt af endnu højere latter.

Der var en eksalteret stemning.

»Mor, jeg elsker dig, men vi må slutte, for der er en anden, der skal låne telefonen,« sagde han

»Mor, du skal ikke være ked af det.«

Men jeg var ked af det.

»Victor, jeg kan ikke længere klare det,« hulkede jeg, inden han lagde på.

Bagefter sad jeg længe og stirrede tomt ud i luften. Så samlede jeg mig sammen og gik ind og fortalte nogle kolleger om opkaldet, så de kunne dele ­glæden over et livstegn med mig, mens jeg forsøgte at fornemme den indsprøjtning af energi, der plejede at følge opkaldene fra Victor.

Det føltes anderledes denne gang. Og jeg kunne virkelig ikke lide, at opkaldet kom fra en telefon og ikke over Skype. Men trods denne indre usikkerhed rundsendte jeg fluks en besked til familien om, at jeg netop havde hørt nyt fra Victor.

Og at han havde det godt.

Jeg anede ikke, hvad shaheed betød, da en sms afsendt fra et irakisk nummer fire timer senere bekendtgjorde:

»Victor is shaheed.«

Jeg er hverken overtroisk eller ser spøgelser, men allerede natten efter sms-beskeden kom Victor til mig i en drøm, hvor han sad i en have under et træ og arrangerede græstotter i en fin spiral.

Vi talte sammen.

Jeg bebrejdede ham, at vi nu ikke kunne rejse sammen mere.

Han sagde:

»Nej, mor, du kunne rejse med mig, men du ville ikke.«

Han smilede til mig, mens han sagde det, og det var ikke nogen bebrejdelse.

Han føltes så nær, at jeg vidste, det var hans måde at sige endeligt farvel på. Alt hvad der siden kom af forvirrende efterretninger, tog jeg mig ikke af. Jeg hørte stemmerne, men jeg lod mig ikke påvirke, for jeg havde allerede mærket og forstået det så tydeligt.

Jeg er spirituel og åben af sind, og siden rejsen til Kairo havde jeg været af den klare overbevisning, at jeg ville mærke det med det samme, hvis der hændte Victor noget.

Vi var forbundet på en særlig måde.

Jeg havde ikke behøvet at kontakte en imam i København og nogle mænd fra moskeen på Grimhøjvej for at få vished om, hvad shaheed betød.