Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Velkommen til mit mareridt foregår i en anden virkelighed end den, du kender: den ordnede virkelighed, hvor tingene går rigtigt for sig, og retssikkerheden er givet. I Marias mareridtsvirkelighed forsøger hun desperat at beskytte sit barn mod vold og overgreb. Det kræver, at hun ikke kun kæmper mod sin psykopatiske eksmand og hans enestående vilje til magt, men også mod det retssystem og de hemmelige loger og forbindelser, som holder hånden over ham, og som han til fulde forstår at udnytte.

KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Velkommen til mit mareridt’ af Susanne Staun

Du får også et boguddrag fra:

  • ’Forbandede barndom’ af Sapran Hassna

  • 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl

  • ’Stjålne liv’ af Helle Vincentz

  • ’Den 9. kreds. Politiet indefra’ af Kristian Brårud Larsen

  • 'Brændte sjæle' af Inger Wolf

  • ’Min mormor hilser og siger undskyld’ - hun snyder i matador og kører Renault i busbanen uden kørekort af Fredrik Backman

  • ’Guldalderen’ af Søren Paaske

  • 'Sort land' af  Ahmad Mahmoud

  • 'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen

  • 'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy

  • ’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork

  • ’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'

  • ’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’

  • 'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'

  • ’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker

  • Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig

  • ’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey

  • 'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader

  • ’Blitz’ af Agnete Friis

  • ’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman

  • ’Tarme med charme’ af Giulia Enders

  • 'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems

Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.

Velkommen til mit mareridt foregår i en anden virkelighed end den, du kender: den ordnede virkelighed, hvor tingene går rigtigt for sig, og retssikkerheden er givet. I Marias mareridtsvirkelighed forsøger hun desperat at beskytte sit barn mod vold og overgreb. Det kræver, at hun ikke kun kæmper mod sin psykopatiske eksmand og hans enestående vilje til magt, men også mod det retssystem og de hemmelige loger og forbindelser, som holder hånden over ham, og som han til fulde forstår at udnytte.

KØB BOGEN HER: 'VELKOMMEN TIL MIT MARERIDT' AF SUSANNE STAUN

Inde i det forunderlige datingunivers, der gemmer sig på nettet, kigger jeg på mænd om aftenen, i begyndelsen med stor distance, som når man kigger ind i et akvarium og prøver at regne ud, hvad der egentlig sker derinde. Hvad taler de fisk om? Og hvordan?

Som alle andre enlige mødre har jeg svært ved at komme ud i den analoge verden, så jeg må nøjes med den digitale, når børnene sover, børn jeg har fået ved et rent tilfælde, men som jeg elsker overalt på jorden. Cecilie er seks måneder gammel, Terese tre år.

Jeg har polycystisk ovariesyndrom og fik i mine teenageår at vide, at mine chancer for nogensinde at blive gravid på naturlig vis var én til en million. Så får jeg Terese, og lægen siger, at jeg nok ikke skal regne med, at det sker igen. Så får jeg Cecilie. Vips-vaps.

Efter otte år går jeg fra Trygve midt i sidste graviditet; vi har slidt hinanden op med vores indbyrdes forskelligheder, men vi er stadig hinandens bedste venner. Passer ikke: Han har slidt mig op med sin erhvervsskade og evindelige utroskab: Mette, Jane, Freia og Anita.

Her sidder jeg nu, ude af træning, usikker på det hele, og kigger på en skærm fuld af mænd, der kalder sig mærkelige ting og lokker med deres forskellige fortrin. Jeg har en vag idé om et forhold, der er lidt uforpligtende, som jeg kan øve mig med og finde ud af, hvordan det overhovedet er at tale med en mand, der ikke er Trygve.

Jeg vil finde én, der ikke er noget for mig, én, der måske bare er lidt skæv og sjov, så jeg kan komme i kampform.Der er meget ensomt inde i mit akvarium. Mine veninder er barnløse og lever det sorgløse liv, langt fra mig.

Ideelt ønsker jeg mig en ligemand, gerne fra det samme grundtvigske miljø, som jeg selv kommer fra, en mand med en høj uddannelse, men også med de værdier, jeg selv er vokset op med – med højskolesangbog og en masse litteratur. På skærmen er der et par stykker, som ser sympatiske ud og måske kunne have den energi og det drive, jeg savnede, mens jeg var sammen med Trygve.

Men det skal ikke være dem lige nu.

En aften surfer jeg igen nysgerrigt rundt bare for at se, hvad der ellers rører på sig, og støder på en type, jeg aldrig før har set. Han gør mig nysgerrig. Han har et billede af sig selv, som jeg slet ikke kan vurdere. Objektivt set er han vist lidt pæn. Og så alligevel ikke. Han er i hvert fald lyshåret. Jeg har en pervers svaghed for lyshårede mænd, nok fordi jeg elsker mine lyshårede brødre og min lyshårede fætter. Men ham her minder mig samtidig om de fyre, der mobbede mig i skolen. Nysgerrigheden vinder, og vi begynder at skrive sammen. Han oplyser som noget af det første, at han er perfekt: Han har den meget sjældne, eftertragtede v-form, brede skuldre, smalle hofter, god røv. Han er glad for sit mærkevaretøj og fortæller, at han om natten sover helt alene i sin »snart nyindkøbte ejerlejlighed. Jeg tænker ondt, at han nok har en meget livlig fantasi.

Han bedyrer, at han har en ren straffeattest, men måske er jeg bare aldrig blevet fanget. Han har glimt i øjet på skrift, og jeg får fornemmelsen af humor og overskud hos denne mærkelige, selvoptagede fyr, der fortsætter med at fortælle mig om sine mange penge. Han blærer sig uden nåde på den nyrige måde, som jeg kender så godt fra dengang, jeg var au-pairpige i Strasbourg. Bare et par tænder værre. Han vil have mig til at gætte, hvorfor han kalder sig selv ’BigMan’, og jeg gætter på, at han er overvægtig. Det bliver indledningen til en ing-pong-korrespondance, og det elsker jeg. Med to brødre er jeg vant til rollen som hende, der bliver drillet og kørt lidt på. Jeg hygger mig med at skrive med ham, men ser ikke noget stort lys i ham. Han laver så mange stavefejl, og det tænder mig helt af. Der er noget primitivt ved ham, men han kan få mig til at smile til min skærm. Jeg begynder at få den tanke, at det er ham, jeg skal øve mig med. Det kunne være sjovt at gå ud og få en øl med ham. Og ikke meget mere.

Jeg skal til Færøerne og holde jul med mine børns far og vil ikke være online et stykke tid. Han skriver tvært, at så står han af. Nå, ja. Ikke noget at miste nattesøvn over, men jeg vil nu heller ikke have, at det slutter i en sur toneart, så han skal bare sige til, hvis han vil have en kop kaffe en dag. Og jeg mener virkelig kun en kop kaffe. Det vil han gerne. Jeg har hele tiden skullet i det Kongelige Teater og se ballet, og her er en mand, der garanteret aldrig har været i det Kongelige før, så var det noget?

Vi mødes foran teatret, og jeg får et lille chok, da han står, stor, blussende og en lille smule overvægtig foran mig. Han er en udpræget håndværkertype, og jeg er til akademikere. Måske er jeg snobbet. Jeg kommer fra en akademikerfamilie, og jeg kan godt lide den måde, som mændene i min familie ser ud på. Og sådan ser han altså ikke ud.

Han er iført en støvet lilla skjorte og cowboybukser og tager hele tiden et par solbriller af og på. Helt forfærdelig kikset. Han gnasker tyggegummi på hey baby-manér og er Københavneragtigt hurtig i replikken. Danny Zuko-typen fra Grease, men uden samme lækkerhed. De blå Travolta-øjne er gulbrune og lidt udstående, mærkelige, stirrende. Han har meget store, kraftige hænder, og går stift, meget rank, næsten som havde han en pind i ryggen. Her-kommer-jeg siger hans samlede fremtoning, og det virker sært, når han nu slet ikke er en wow-type. Han har stridt, gult halmhår og under det et lidt neandertaleragtigt ansigt: ikke meget pande, et bagudskrånende forhoved og store øjenkamme; hans næse er lidt for kort og lidt for bred. Der er et eller andet ved ham, der ikke er skruet rigtigt sammen.

Jeg begynder allerede at tænke mig selv ud af det Kongelige og hjem til mig selv. Uden ham. Jeg fortryder faktisk, at jeg har valgt en hel teaterforestilling i stedet for en hurtig kop kaffe. Men sådan er det: Vi må ind og se Bournonville. I pausen leger jeg den gode vært og viser ham rundt. Jeg er stedkendt, for jeg var engang i erhvervspraktik derinde, så måske vil jeg bare gerne vise mig. Desværre har jeg verdens dårligste stedsans, så jeg farer vild, mens klokken ringer både én og to gange; jeg begynder at gå lidt i panik, men denne mærkelige fyr griner bare, driller mig lidt og gelejder mig uden problemer på plads. En lille gnist tænder, når han driller mig; det betyder jo kærlighed i min familie.

Da vi kommer ind på plads, tænker jeg, at jeg måske godt kunne snakke lidt med ham bagefter. Og så måske alligevel ikke. Men efter forestillingen insisterer han på, at vi drikker en øl. Jeg er elendig til at sige nej, så sådan bliver det.

»Vil du gerne have flere børn?«

Det er det første, han siger, da vi har sat os. »Min far vil nemlig have børnebørn, og det skal være snart.«

Han er 34 på det tidspunkt, og jeg er 29 og åbner munden for at sige nej, men han taler hen over min langsomhed.

»Jeg har lige været til gammel elevfest på folkeskolen, og min kæreste fra dengang lovede dér at føde mig to børn, hvis ikke jeg finder hende, jeg skal have børn med, inden jeg fylder 35.« Han gør en pause og tager en slurk af sin øl, og jeg åbner igen munden for sent. »Men hun er ikke intelligent nok. Meget smuk, men kun en intelligent kvinde får lov at føde mine børn.«

Jeg er et høfligt menneske. Jeg lytter og nikker og besvarer aldrig hans spørgsmål, men hører nu, at han er universitetsstuderende og skriver speciale på DTU. Specialet omhandler en opfindelse, han har gjort, og hvis han kan få den til at fungere, bliver han simpelthen så rig. Endnu rigere end han i forvejen er. Det er ikke et spørgsmål om millioner, men milliarder. Han finansierer selv sin forskning, men det er meget dyre komponenter, han skal bruge, og han har foreløbig postet tre millioner i dem. Min mund åbner og lukker sig som en fisks. Hvorfor har den grimme, kiksede mand så ekstremt mange penge og er så åbenlyst ambitiøs? Han ligner ikke sådan én. De tre millioner, får jeg at vide, har han selv tjent ved at drive et it-firma ved siden af sine studier. Småreparationer udviklede sig, og gesjæften er nu et internationalt firma, der får lavet egne produkter i Taiwan. Hans liv er vildt og eksotisk og fyldt med rejser.

Det tænder mig.

Jeg gik fra Trygve, et par år efter at han var gået helt i stykker. Han var oprindelig erhvervsdykker, men fire år inde i vores forhold gjorde han det, man ikke må i den profession: Han kiggede et lig i øjnene, som han var sat til at bjærge. Han kunne ikke lade være, sagde han, i begyndelsen grædende, senere som et mantra, han gentog, når han sad og stirrede ud i luften. Han har ikke dykket siden. I stedet begyndte han at studere marinbiologi, indimellem, når hans hjerne ikke flossede. Resten af tiden fordrev han med Mette, Jane, Freia og Anita.

Her sidder jeg nu pludselig med en mand, der er ét stort, ansvarligt overdrive. Han har min opmærksomhed, og jeg lærer: Den første million var den svære, de andre kom rullende af sig selv, og nu sidder han med ti millioner investeret i aktier og ser sig ikke tilbage.

Den mærkelige fyr hedder Timm, og Timm taler også meget om sin »fede bil«, og det undrer mig derfor, at han har en sort Golf parkeret rundt om hjørnet. Det er jo bare en bil. Jeg vil gerne gå, for det her er spild af tid. Bare det, han siger, at hans gamle kæreste måske skal føde hans barn. Men inden jeg får rejst mig, har han købt en øl mere. Han fortæller om sin mor, der prøvede at stjæle ham fra hans far, da han var lille. Hvordan den so gik rundt og strittede med patterne og viftede dem i andre mænds retning, indtil far smed hende ud. Så forlangte hun sgu halvdelen af formuen og troede, hun kunne skride med mig. Og soen fik farens penge. Timm har ikke set hende i næsten tredive år. Hun kan lige betale ham tilbage først. Hun var jo bare sekretær og havde ikke ret til farens penge. Hans far er en ærlig håndværker, som altid har arbejdet hårdt.

En god mand.

Hvorfor fortæller han det til en vildfremmed? Meget privat, meget fremmed, dybt eksotisk.

Han er den eneste i sin vennekreds, der klarer sig godt, fortæller han og løfter hagen. Der er én, der er vinduespudser, og én, der er skraldemand; venner fra universitetet har han slet ikke haft tid til, fordi han har haft så travlt med sit firma. Så han hænger ud med de gamle rødder fra Nordvest. »Mig og mine venner«.

Han er den eneste, der har drive, og de andre ser helt vildt op til ham, fordi han er så rig. Men Timm har været ligesom dem før i tiden, hvor de kørte på knallert og lavede lidt småbræk, når de kedede sig med deres svenskerhår. Han er så fjernt fra mit miljø, at det næsten er eksotisk. Han fortæller om sine tidligere kærester, som er psykisk ustabile, og spørger, om jeg har nogen svagheder eller sår, for han vil så gerne finde en normal kæreste.

Det har jeg da. Et par stykker, vil jeg sige: Jeg er blind og dum og blev i øvrigt mobbet i gulvet i folkeskolen, fordi jeg var præstebarn og gik med kæmpestore briller. Mobberne fortalte mig hele tiden, hvor grim og uintelligent jeg var.

Jeg har lavet en intellektuel overenskomst med alt det, men min krop kan mærke det, fortæller den mig nu. Timm slår mig som summen af alle de folk, der gjorde mig fortræd og afviste mig, og nu sidder han over for mig og forsøger at gøre et godt indtryk. Alle dem, der har slået mig, bedt mig begå selvmord og ødelagt min cykel eller kastet sten efter mig, sidder nu lige pludselig foran mig, legemliggjort i en person, der er charmerende og indladende. Der er noget helende i at blive bejlet til af en som ham.

Hans ego er så stort, at jeg tager mig i mentalt at opmåle kvadratmetrene på dette udskænkningssted. Men samtidig er han umådelig charmerende, næsten hypnotisk, hele tiden med et glimt i øjet og et kæmpe humoristisk overskud. Jeg kan ikke helt lodde alt, hvad han siger. Er det alvor eller jokes alt sammen? Han smiler hele tiden.

Vi bliver færdige med den anden øl, og jeg rejser mig. Han er overstrømmende. »Det har været så hyggeligt! Vi må ses igen!« Jeg smiler høfligt, vel vidende, at det skal vi da bestemt ikke. Og så går jeg.

Jeg samler frakken om mig og når ned til Kongens Nytorv, og på vej ned i metroen bliver jeg pludselig overvældet af en form for kemisk eksplosion. Det rækker slet, slet ikke at kalde det sommerfugle i maven. Det er, som om jeg ikke kan få luft, mit hjerte banker som et sygt, skrigende organ.

Hvad er det her? Er jeg forelsket? I en nar? Den største nar?

Men hele min krop går amok, og noget inden i mig dikterer, at jeg tænker på ham hele tiden. Jeg prøver at læse en gratisavis, men det er ham på alle billederne.

I metroens vindue ser jeg kabler og begmørke og min egen silhuet med hovedet på skrå. Jeg bliver nødt til at se ham igen. Jeg bliver jo nødt til at vide, hvad der sker her.

Jamen, jeg har ikke haft det sådan i min krop over en mand, siden jeg var sytten år og mødte mit livs store kærlighed, som svigtede mig. Min vilde, akutte kropslige reaktion får mig til at tænke, at der måske alligevel er noget, et eller andet, som er klogere end mig, og som kan se det, jeg ikke selv kan se. Jeg får en klar overbevisning om, at jeg ikke kan afskrive en mand, der giver mig følelser, jeg ikke har haft i tolv år. Der er noget stort på spil her. Men min hjerne kan ikke lide ham. Det forvirrer mig. Dét har jeg aldrig oplevet.

Jeg tager hjem, og på vejen hjem sender jeg ham en sms: Jeg har sommerfugle i maven. Med det samme får jeg en tilbage: Det har jeg også.

Sommerfugle i maven. Som om. Men jeg kan jo ikke fortælle ham, hvad der i virkeligheden sker inden i mig, ikke medmindre jeg har lyst til at dø af skam og forestille mig ham dø af grin. Jeg er dybt forvirret. Hvem er den mand?

Jeg ringer til min bedste ven, min superbegavede fætter Claus, der er advokat i Californien, og får ham til at kigge på hans profil på dating.dk. Hvad er han for en type, ham her? »Ham og hans slags« kender Claus udmærket. »De hærger Handelshøjskolen og jurastudiet: kyniske og optagede af penge, skyr ingen midler, kan godt lide at bestemme. Det er vist det.«

Min sindssyge hjerne oversætter det til noget attraktivt. Hvor dejligt med en mand, der har sans for økonomi.

Det var jo mig, der havde bukserne på i mit lange tidligere forhold, og det lyder tillokkende at få en kæreste, der indimellem kan tage føringen. Jeg trænger til én, der er lidt stærkere, så jeg kan få lov til at være kvinde og lade mig styre; jeg trænger til én at læne mig op ad, en støtte, som jeg kan regne med.

På det tidspunkt forstår jeg slet ikke omfanget af min fætters beskrivelse.

Der er et par ting, jeg ikke har kunnet ændre, indrømmet: Jeg har ingen rumlig bevidsthed. Jeg kan blive væk i Føtex. Det er faktisk sket. Jeg er også faret vild i en stor H&M i udlandet. Jeg kunne ikke finde ud. Jeg har heller ingen tidsfornemmelse. Når jeg vågner, er jeg desorienteret. Når det er nat, kan jeg ikke altid acceptere det. Og så er jeg et rodehoved, nej, det er værre: Jeg er et svin. Ingenting har en plads hjemme hos mig. Alting ligger forkert. Tøj ligger aldrig i skabe og skuffer, men rundtomkring, her, dér og alle vegne.

Hvert møbel er dækket med flere stykker tøj, mit tøj, børnetøj, aviser, skidt og lort. Lige meget, hvor jeg kommer hen, efterlader jeg mig rod. Jeg skal passe på, når jeg benytter andre menneskers toiletter. Selvom jeg helt bestemt mener, at jeg slet ikke rører ved deres ting, ligger de rundtomkring, når jeg lukker døren efter mig. De flydende sæber vælter og lækker, håndklæderne falder ned på gulvet, og der er altid en lille dråbe tis på brættet. Jeg aner ikke, hvordan det sker.

Alligevel er jeg dum nok til at invitere Timm til aftensmad.

I min lille dobbeltværelses på kollegiet er der ikke kun rodet. Der er ubeskriveligt. Min tidsfornemmelse gør, at jeg ikke aner, at klokken er blevet seks, og jeg er ikke gået i gang med at lave mad. Jeg svæver rundt i nultid, rod og i dag tilmed syge børn. Jeg åbner døren for ham og lukker ham ind i min ruin med armene fulde af en seks måneders pige med floder af snot fra næsen. Terese, der har feber, ligger på sofaen og sover. Jeg krymper mig. Jeg er jo ikke blind, og jeg ved udmærket, hvordan vi alle sammen ser ud, at det hele flyder. Hvad tænker han ikke, denne tjekkede mand med et liv i overhalingsbanen, millioner i banken og milliarder i sigte?

Aner det ikke, men han smiler stort, og selvom jeg leder, kan jeg ikke finde så meget som en bleg snert af skuffelse i hans ansigt. Jeg når lige at tænke pyt. Her gælder det jo bare om at få den grimme mand ud af kroppen. Den nar!