Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
For første gang nogensinde hele historien om håndboldlandsholdenes storhedstid. Bogen går helt tæt på de største triumfer og dramaer.
KØB DAGENS BT ELLER LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele dagens uddrag - i dag fra ’Guldalderen’ af Søren Paaske
Du får også et boguddrag fra:
'Sort land' af Ahmad Mahmoud
'Enhjørningen' af Steffen Jacobsen
'Kunsten at skifte spor - genopfind dit arbejdsliv' af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy
’Daytrader - Danmarks bedste børshandlere afslører deres strategier’ af Christian Kongsted og Erik Bork
’Bedrageri for begyndere - Mit lynkursus i internationalt diplomati'
’FIFA-banden - afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden’
'Jomfruhinder og jihab- hvorfor mellemøsten har brug for en seksuel revolution'
’Sådan får du Ole Henriksens hjerne’ af Ole Juncker
Undercover. Jeg var Fatma i Danmark’ af Marie Louise Toksvig
’Elizabeth er forsvundet’ af Emma Healey
'Hjertet bløder. Arabisk forår og opløsning' af Naser Khader
’Blitz’ af Agnete Friis
’En mand der hedder Ove’ af Fredrik Backman
’Tarme med charme’ af Giulia Enders
'Dagbogen fra Guantanamo' af Mohamedou Ould Slahi med Larry Siems
Hver dag udvælger BT i samarbejde med Peoples'Press en rigtig god bog og giver dig et uddrag. På den måde kan du let finde ud af,om bogen skal være en del af din sommerlæsning denne sommer.
For første gang nogensinde hele historien om håndboldlandsholdenes storhedstid. Bogen går helt tæt på de største triumfer og dramaer.
MANGEL PÅ RESPEKT FOR LANDSHOLDET
Herrelandsholdet har længe befundet sig i en krisetilstand, da 90’erne bliver til 00’erne. Bolsjedrengenes succes i 80’erne er for længst fordampet og afløst af et nationalmandskab, der har mere end svært ved at finde den sportslige melodi og samtidig kæmper med interne problemer.
En lang årrække med dårlige resultater har efterladt herrelandsholdet som noget, flere griner hånligt af. Tabermentalitet og præstationsangst er nogle af de stempler, landsholdet får i nakken på grund af deres svigtende resultater. Samtidig må herrerne finde sig i at blive latterliggjort i befolkningen – ja, flere af spillerne må i 90’erne stå model til det ydmygende spørgsmål fra tilfældige danskere på gaden:
»Kan I overhovedet slå kvindelandsholdet? De er jo virkelig gode?«
Enhver med bare et milligram håndboldforstand ved, at en kamp mellem de to landshold i bedste fald ville være spild af tid – mændenes fysik vil gøre det til en duel, hvor ’David mod Goliat’ ikke er i nærheden af at være dækkende for styrkeforskellen.
Men et kig på de seneste års nedsmeltninger og mentale kollaps har sat sit præg i befolkningen, og resultatlisten vidner da også om et landshold, som er i frit fald:
1990: VM, ikke kvalificeret
1992: B-VM, nr. 5 – giver kvalifikation til A-VM i 1993
1993: VM i Sverige, nr. 9
1994: EM i Portugal, nr. 4 – taber med ét mål til Kroa tien i bronzekamp
1995: VM i Island, nr. 19 – Danmark må se upåagtede Algeriet gå videre fra gruppen.
1996: EM i Spanien, nr. 12 og sidst – Danmark taber alle deres kampe. Også placeringskampen om at undgå sidstepladsen.
1997: VM, ikke kvalificeret.
1998: EM, ikke kvalificeret.
1999: VM, nr. 9 – Taber 24-32 til Cuba i kvartfinalen.
Specielt kvartfinalenederlaget i 1999 mod Cuba, der på ingen måde er en skræmmende håndboldnation, markerer et historisk lavpunkt på herresiden. Danskernes arrogance, selvtilfredshed og manglende offervilje bliver udstillet i nærmest skræmmende grad i nedturen mod sydamerikanerne.
Men ifølge Klavs Bruun Jørgensen, der debuterede på landsholdet i 1994, var det uundgåeligt, at det måtte ende sådan efter et årti, hvor hverken svenske Ulf Schefvert eller Keld Nielsen formåede at få sat skik på tingene som herrelandstræner.
»Respekten for at være landsholdsspiller var ikke lige så stor på det tidspunkt, som den endte med at blive senere. For nu at sige det pænt. Det hele handlede om mange andre ting end at være på landsholdet og spille landskampe. Det handlede mere om at spille fandango end om at spille håndbold.«
Han peger på den skelsættende Bosman-dom i 1995, der gav spillere ret til kvit og frit at skifte til en ny klub ved kontraktudløb, som en af de væsentligste årsager til, at der kom store interne problemer på landsholdet:
»Bosman-dommen betød, at mange af de gode spillere, der var i den danske liga, fik mulighed for at komme af sted til udlandet. På det tidspunkt var det jo kun Kim G. Jacobsen og Jan E. Jørgensen, der havde været i udlandet og for alvor gjort det godt, men lige pludselig var det næsten hele landsholdet. Og det var en svær omvæltning fra, at vi alle havde været amatører. Lige pludselig var de bare noget mere, fordi de spillede i udlandet, tjente mange penge og havde store biler. Det blev ekstremt klikebaseret, med den ’udenlandske klike’ som den styrende, og tonen kunne være meget hård. Vi var ikke et hold. Mikset mellem os glade, seriøse amatører og de andre fuldtidsprofessionelle var svært. Det er ikke for at hive dem, der kom til udlandet, ned. Men jeg tror, det skubbede lidt til dét at være landsholdsspiller i forhold til, hvordan man kunne tillade sig at opføre sig. Mange glemte, at vi først og fremmest var der for at vinde håndboldkampe. Landsholdet betød i hvert fald mere for os unge på det tidspunkt.«
Den analyse bakker Lars Christiansen, der i 1996 skiftede til tyske Flensburg-Handewitt, op om:
»For mange af dem fra udlandet gik det meget op i at have smarte biler og så stille deres Audi’er, Mercedes’er og BMW’er op på række, når vi var samlet. Og så blev der spillet meget kort. Og man fik at høre for det, når man tabte. På den måde var tonen hård, og det tror jeg, vi tog med ind på banen. Der var en klike med Ian Marko Fog, Nikolaj Jacobsen, Morten Bjerre, Christian Hjermind og mig, og vi havde en helt speciel jargon, fordi vi havde rejst sammen med vores ynglinge- og ungdomslandshold. Vi var vores egen lille gruppe. Og det er svært, når der er to kliker på et landshold. Den ene klike syntes, at vi var useriøse, og vi syntes omvendt, at den anden klike var kedelig. Det gav et dårligt match og nok også situationer i kampene, hvor man ikke altid kæmpede 100 procent for hinanden.
Vi var derfor slet ikke lige så meget sammen på kryds og tværs, som man er på landsholdet i dag. Men det handlede også helt grundlæggende om, at vi troede, vi var bedre, end vi i virkeligheden var. Vi mente, vi tilhørte top otte i verden. Men vi tabte altid de vigtige kampe, og vi manglede mange ting – og var nok også for selvfede nogle gange. Og det knækkede vi nakken på. Når vi virkelig skulle have røv i bukserne, så tabte vi.«
Nogle fortællinger går på, at flere spillere under træningssamlingerne havde travlt med at komme til København og føre sig frem i de sene aftentimer og sågar også i nattelivet. Her har der angiveligt i flere tilfælde været et alkoholindtag, som ikke rimer på at være en professionel sportsmand. I løbet af natten eller tidligt om morgenen returnerede de udsvævende spillere så til landsholdslejren, hvor landstræneren aldrig opdagede, at de havde været væk.
Klavs Bruun Jørgensen vil ikke kommentere på udskejelser om natten, men han erkender, at der helt generelt var et problem med disciplin og fokus, når landsholdet var samlet.
»Når man var på Sjælland, skulle man ind til København og spise frokost på en cafe, hvis der var tid til det, eller man skulle ind om aftenen og sidde og spille fandango på en cafe og være smart i en fart,« fortæller Bruun Jørgensen, mens Lars Christiansen supplerer:
»Det med at være landsholdsspiller blev set som et frirum til også lige at komme ud og vise sig frem. Og nok især for dem, der var i udlandet. Nu var man endelig hjemme i Danmark, og så troede vi, at vi var nogen fandens karle. Vi var ikke modne nok til at tage håndbolden seriøst nok.«
Det er i denne kulsorte periode i 1990’erne åbenlyst for enhver, at tingene slet ikke fungerer. Men skulle der stadig have været enkelte tvivlere, så bliver det tydeligt for den sidste døvblinde optimist, at noget er fundamentalt galt, da landstræner Keld Nielsen i 1997 vælger at lade U-landsholdet spille mod A-landsholdet i to træningskampe, da begge mandskaber er samlet i en træningslejr i Brøndby.
A-landsholdet er samlet for at spille kvalifikation til EM – som de ender med at kikse – og U-landsholdet for at finpudse formen inden afgang til VM i Tyrkiet. Med på U-landsholdet er navne som Joachim Boldsen, Kasper Hvidt og Morten Krampau. De to sidstnævnte har på dette tidspunkt allerede fået deres debut for A-holdet, men da Hvidt og Krampau skal med til U-VM, er de også med på ungdomsholdet i træningskampene. Og det er en af de væsentligste forklaringer på, at U-landsholdet højst overraskende vinder begge kampe mod det ’voksne’ landshold.
»Det er jo meget sjovt og oplagt at spille mod hinanden, men Keld Nielsen havde nok ikke regnet med, at vi ville slå A-holdet med et par stykker i den første kamp. Og de bliver jo ikke ligefrem tilfredse, mens vi unge synes, det er mega morsomt. Dagen efter spiller vi så revanchekamp, og der er de helt oppe i gear. De er sure over, at de har tabt den første og vil selvfølgelig vildt gerne have revanche. De går virkelig til stålet, men der ender vi så med at vinde endnu større end i den første kamp. Det var simpelthen så morsomt,« husker Joachim Boldsen.
Set i bakspejlet mener Boldsen ikke, det var specielt overraskende, at U-holdet vandt kampene. De var ganske enkelt et bedre håndboldhold end A-landsholdet, som på dette tidspunkt havde Lars Christiansen, Søren Haagen, Klavs Bruun og Christian Hjermind blandt profilerne:
»Vi var helt ærligt betydeligt bedre på de fleste positioner – og vi havde den klart bedst målmand i Kasper Hvidt. Det hjælper jo altid på det. Og så var vi oppe i topgear og skulle til en slutrunde, men alligevel er det uhørt, at et U-hold kan slå et A-landshold to kampe i streg. Men det var en sjov oplevelse, og den står faktisk meget klart i min erindring.«
Efter den ultimative fiasko med Cuba-derouten ved VM i 1999 bliver Keld Nielsen fyret, og Leif Mikkelsen kommer til som en slags teamchef i en kortere periode. Mikkelsen, som stod i spidsen for de populære bolsjedrenge i 80’erne, får til opgave at styre Danmark gennem EM i 2000.
Det bliver med spillemæssig pil op, og mange spekulerer i, hvad der kunne være sket, hvis danskerne havde bevaret roen i slutningen af åbningskampen mod Rusland, hvor stormagtens rutine slog til i sidste sekund, da de sikrede sig sejren med 27-26. Landsholdet lander på en tiendeplads, som ikke lapper på det hullede ego. Men nok så vigtigt får Leif Mikkelsen påbegyndt en oprydning i spillertruppen, hvor han skærer nogle af de ældre ballademagere fra og får kørt unge spillere som Lars Krogh Jeppesen, Lars Jørgensen og Michael V. Knudsen ind.
Og det er en tiltrængt manøvre ifølge Joachim Boldsen:
»Det er måske lidt ondt at sige, at der var en taberkultur, for folk ville jo gerne vinde, men man skal bare se det på den måde, at indtil 1999 var de bærende spillere for de flestes vedkommende jo ikke ligefrem stjerner i udlandet. Jo, fløjene var, men det er jo ikke dem, der afgør kampene på den måde. Så reelt var det et hold, hvor niveauet ikke var bedre. De præsterede vel til det niveau, de var på – men det levede bare ikke op til de forhåbninger og forventninger, de selv havde.«
Leif Mikkelsen er som skrevet blot en overgangsfigur, da DHF allerede kort efter VM-nedturen i sommeren 1999 udpegede Torben Winther som ny permanent landstræner med virkning fra den 1. maj 2000. Det ville give Winther mulighed for at færdiggøre sæsonen med sit ligamandskab Team Helsinge, ligesom han kunne nå at få en ordentlig afslutning på sin lærergerning i Helsingør.
Præsentationen af Winther bliver endnu et eksempel på DHFs manglende fingerspitzengefühl for god kommunikation.
»Kun tre har været på tale – Ulrik Wilbek, Bent Nyegaard og Torben Winther,« lød det fra DHF-generalsekretær Lars Erik Klem, da han præsenterede Winther som ny landstræner den 20. september – blot en uge efter, Winther var blevet verdensmester med U-landsholdet i Qatar. Og så måtte svaret på, om Winther var førstevalget, ellers blafre i sensommmervinden.
Ulrik Wilbek bekræfter i dag, at DHF i 1999 henvendte sig og spurgte, om han ville være herrelandstræner. Succestræneren var mere end fristet, men Viborg spændte ben, fordi de ikke ville lade deres dametræner gå – måske til Torben Winthers held.
»Jeg havde ikke en klausul i min kontrakt, og Viborg ville ikke slippe mig. Så jeg kom aldrig så langt i snakken med DHF, at jeg ved, om jeg var deres førstevalg,« siger Wilbek.
Andre kilder fortæller imidlertid, at Wilbek allerede på daværende tidspunkt stod øverst på DHFs liste, men jobbet endte altså alligevel med at gå til Torben Winther, som blandt andet fik disse ord med på vejen af generalsekretær Lars Erik Klem:
»Den nye landstræner skulle have erfaring – og det har Torben Winther. Han er dygtig til at udvikle og god til at organisere, har en naturlig autoritet og stiller høje krav, og han er synlig og god til at samarbejde.«
Konstruktionen giver Winther, der har høstet anerkendelse med både EM- og VM-guld med ungdomslandsholdene, godt syv måneder til at finde ud af, hvordan han vil angribe den uregerlige størrelse, som herrelandsholdet har vokset sig til.
Og Winther vælger en benhård og kontrolleret facon, da han sætter sig i landstrænersædet. Han fortsætter foryngelsesprocessen på landsholdet, hvor blandt andre Lasse Boesen og Bo Spellerberg støder til den i forvejen meget unge trup, der har Joachim Boldsen som anfører.
»Det er ingen hemmelighed, at jeg synes, han har store mangler i forhold til det mandskabsmæssige, men det var enormt klogt set at få ryddet op. Og selvom holdet havde floppet før, og det på den måde var lidt gratis, så skal der altså stadig lidt nosser til at skifte en del gamle ud og tage unge med,« lyder det fra Boldsen.
Torben Winther kører en ekstremt hård stil, og han tolerer ikke, at spillerne drikker øl, vin og cola eller spiser chokolade eller pomfritter, hvilket ellers har været normalt, så længe det var i moderate mængder. Han kræver desuden, at spillerne skal ligge i deres senge kl. 23.00. Og som den skolelærer, han er, patruljerer han selv rundt på gangene og kontrollerer, at spillerne ligger under dynerne.
Klavs Bruun Jørgensen anerkender, at det kan lyde drastisk, men i hans optik var det en nødvendighed, og Winthers facon betød, at højre backen lod sig overtale til at komme tilbage på landsholdet, som han ellers havde meldt fra til efter VM-fiaskoen i 1999:
»Jeg synes ikke, det var sjovt at spille på landsholdet i slutningen af 90’erne, og derfor sagde jeg fra. Fokus var forkert, og jeg brød mig ikke om at være der. Men da jeg snakker med Torben, kan jeg fornemme, det er anderledes. Det tiltaler mig, at han vil være så striks. Han sætter virkelig foden ned, sætter nogle unge spiller ind i nogle markante roller og skubber nogle af de ældre ud. Det var rigtig sundt.«
Torben Winthers første alvorlige opgave er to playoff-kampe mod Jugoslavien om en plads ved VM-slutrunden i 2001. Hans unge mandskab kommer til kort med et samlet nederlag på 41-50, men med tanke på jugoslavernes niveau er der ikke meget at pege fingre ad. Balkan-nationen kom med en frisk fjerdeplads fra OL i 2000, og holdet snuppede bronze ved det VM, som de altså kvalificerede sig til på bekostning af Danmark.
Der er momentvis opløftende takter i det danske spil, og vigtigst af alt er der en tydelig ændring i attituden hos spillerne. Nu ser man spillere, der fighter uden at klynke og ofrer sig i nationens tjeneste. Noget, man ikke har set længe. Derfor vælger Håndbolddanmark at fokusere på det positive og være tålmodige frem mod EM i 2002, hvor det ’nye’ herrelandshold skal forsøge at kickstarte en ny stor æra, efter de sikrer sig billet til europamesterskaberne med en samlet sejr over Bosnien.
Også internt på holdet blomstrer troen på, at de går en bedre tid i møde under Torben Winther. Hans meget seriøse tilgang omkring specielt styrketræningen bliver en øjenåbner for flere af spillerne, forklarer Lars Christiansen:
»Torben kunne se, at vi haltede efter de store nationer rent fysisk. Han fik sat skik på vores fysiske træning, fik sat det i system, lavede tests og fulgte hele tiden op på det. Der blev virkelig skruet op på den front. Vi vejede jo i gennemsnit 10-15 kilo mindre end de unge spillere, der kommer på landsholdene i dag. Jeg har altid godt kunnet lide at træne, men det var da et kæmpe kulturchok for nogle, at der blev skruet så meget op for træningsmængden.«
KLAVS BRUUN JØRGENSEN
Min største oplevelse med landsholdet har været…
»At få den første bronzemedalje med landsholdet i 2002. Det landshold havde givet så mange bekymringer, og vi havde været igennem så meget lort. Vi havde kæmpet med det i mange år, så det var fedt endelig at få en medalje.«
Den bedste spiller, jeg har spillet med på landsholdet, er …
»Jeg er nødt til at fremhæve tre. Søren Stryger var en god spiller og fantastisk kammerat. Bo Spellerberg og jeg spillede virkelig godt sammen, og vi var gode til at finde hinanden. Og så Mikkel Hansen. Han skulle bare have bolden på det rigtige tidspunkt, så klarede han resten selv.«
For mig har Ulrik Wilbek betydet …
»Han var den første træner i 15 år, der sagde til mig, at jeg skød for lidt, så på den måde kom jeg tilbage til mit gamle jeg under OL i 2008, da jeg gjorde comeback på landsholdet.«
Den spiller, der har imponeret mig mest fra damelandsholdet, er…
»Camilla Andersen. Fordi hun teknisk var en af de bedste nogensinde. Hendes skudrepertoire var rigtig stort, hun kunne lave gode stregindspil, og så kunne hun lave finter – det er sjældent, man ser det hos en damespiller.«
Min største nedtur med landsholdet har været …
»VM i Egypten i 1999. Det var bare en forfærdelig tur. Vi skuffede som hold, alt var skuffende. Der var ingen holdånd, bøvl fra dag et – det var bare ikke en sjov tur.«
Det største resultat, som et dansk landshold har leveret i de seneste 25 år, er …
»Det må være damernes tre OL-guldmedaljer. OL er bare det største at vinde – så at gøre det tre gange, det er imponerende.«
LANDSKAMPE/MÅL
185/440
HAR DELTAGET I
VM - 1999, 2003 & 2009
EM - 1996, 2002 & 2004
OL - 2008
Del: