Dansk Røde Kors har søndag indsamlet omkring 18 millioner kroner til sultende vestafrikanere og syriske flygtninge.
Det er en tilfreds generalsekretær for Dansk Røde Kors, som søndag gør dagens landsindsamling op.
- Det ser fantastisk godt ud. Vi regner med at nå lige godt 18 millioner kroner, hvilket er en halv million mere end sidste år, siger Anders Ladekarl.
Selvom færre personer havde meldt sig som indsamlere, fik det altså ikke indvirkning på resultatet.
- Folk har simpelthen spyttet mere i indsamlingsbøssen, end de gjorde sidste år, så der har været stor forståelse for, at der er behov for flere penge til humanitært arbejde, siger han.
Pengene skal først og fremmest gå til Syrien og Vestafrika.
- Vi vil givetvis allerede i morgen bevilge penge til medicin til nogle af de ti nye klinikker, vi skal etablere sammen med Syrisk Røde Halvmåne. Og så vil vi sende penge til mad i Niger og andre af de steder i Vestafrika, hvor der er hunger lige nu, siger generalsekretæren, der dog også vil lægge penge til side til uventede begivenheder.
- En del af pengene er målrettet, men vi vil også gemme nogle til de katastrofer, vi ved, kommer i løbet af det kommende år indtil næste indsamling, siger Anders Ladekarl.