Den 56-årig mand, der i  onsdag dræbte sin jævnaldrende kæreste og efterfølgende tog livet af sig selv, virkede helt upåvirket før drabet. Det fortæller en bekendt af den 56-årige drabsmand.

- Jeg var sammen med TK så sent som i går (tirsdag, red.). Han kom forbi på kontoret, og vi hyggesnakkede, som vi har gjort så mange gange før. Jeg bemærkede intet specielt. TK var fuldstændig, som han plejer, siger Martin Tønnesen.

Han var tirsdag eftermiddag sammen med den 56-årige mand, som Østjyllands Politis efterforskning har verificeret dræbte sin jævnaldrende kæreste og derefter selv valgte livet fra.

Eksklusiv villa i Egå

Den uforståelige tragedie skete i den eksklusive millionvilla i det mondæne Egå ved Aarhus, hvor parret selv boede, og hvor de også blev fundet døde onsdag morgen klokken lidt over ni.

- Jeg er mega rystet over det, der er sket. Jeg forstår det slet ikke. TK var kunde hos os, og han kom forbi en gang imellem i firmaet og hentede vin. Det ryster mig virkelig, at det her kan ske, for jeg har kun positivt at sige om ham. Jeg vil betegne ham som en rigtig god type. Som jeg kender ham, var han altid meget åben og altid meget venlig og imødekommende, når man mødte ham, siger Martin Tønnesen, der sammen med en forretningspartner er indehaver af firmaet Vin- Danmark.Com, som holder til på Aarhus Havn.

Det var også her, TK stak hovedet ind til en hyggesludder tirsdag ved 14-tiden.

- Han kom bare dumpende ind, og vi snakkede lidt, og så kørte han igen. Det var der intet unormalt ved, siger Martin Tønnesen, som kendte TK men ikke hans 56-årige kæreste A., der så tragisk blev dræbt af samleveren.

Af hensyn til de efterladte holder Østjyllands Politi kortene tæt til kroppen i sagen. Politiet vil derfor heller ikke udtale sig om motivet til tragedien.