Der var engang en by. Byen betegnede man i årtier som den europæiske rock’n’roll hovedstad. Upåagtet herkomst var det hér, rigtige rockbands – om de var fra Sydney, Sacramento eller Søllerød – rejste til for at få hår på brystet og Jack Daniel’s belægning på tungen.

For at nævne nogle få: fra Beatles og Rolling Stones via Slade, AC/DC og hjemstavnsholdet Iron Maiden til Metallica, Skid Row og Guns N’Roses – det var hér, man rejste til for at bevise, man var til noget.

Der var engang en by. De kaldte den 'the capital of rock and roll'. Byen er der stadig. Men titlen som rockens europæiske hovedstad har den for længst mistet. Titlen deles i dag mellem f.eks. Hamburg og Barcelona.

Velkommen til London 2011.

Shotgun Revolution er fra Amager. De er – som nævnt efterhånden nogle gange i dette forum – et aldeles fremragende rockband. Vaccinerede som de alle fem er med en grammofonstift (til yngre læsere: slå 'grammofonstift' op!), der er pløjet sløv af talrige afspilninger af AC/DC, Aerosmith og klassisk Guns N’Roses.

Bandets debutalbum fra sidste år, 'Join The Revolution', har allerede fået mange såvel i Danmark som i Sverige til at gøre netop dét. Stå på revolutionens måske ikke just revolutionerende men ganske uimodståelige og tøjlesløse energi, og ikke mindst kvintettens betingelsesløse kærlighed til 'sagen' klassisk rock’n’roll.

Størstedelen af de tretten sange på 'Join The Revolution' var skræddersyede til koncertscenen. Til at sprinte ud over kanten, tage publikum ved de kollektive vingeben og tvinge samme publikum i overgivelsens knæ.

Shotgun Revolution accepterer intet mindre. Muligvis er bandet stadig en lidt for velbevaret hemmelighed, men sådan vil det ikke vedblive at være. De gør det på den gammeldags facon og spiller hvor som helst hvornår som helst. Den taktik har jo for eksempel tjent Volbeat ganske godt. For nu for en sjælden gangs skyld at underdrive.

Nu står Shotgun Revolution i London. De skal spille deres første koncert i byen nogensinde – det er der ingen penge i, men bandet og specielt bandets mastermind, guitaristen Martin Frank, er ligeglade.

For Martin kunne være ophavsmand til det berømte Blues Brothers citat 'We’re on a mission from God!'.

Og når han hører bookeren Chris Baughen – mangeårig veteran på Londons musikscene – beklage sig over, at byen ikke længere er rockhovedstaden, og at det er svært at få guitarrock ind på byens spillesteder, er Martin Franks svar lige så regelret som dét tunnelsyn, han har med projektet Shotgun Revolution:

- Så må vi jo LÆRE dem noget om rock!

At undervisningen så skal starte med en lektion foran kun 60-70 mennesker på spillestedet The Barfly betyder mindre for Martin og bandet. Hér er hovedreglen, at bandet spiller, som om morgendagen aldrig kom… uanset om der er 60, 600 eller 6000 tilhørere.

Også selv om man selv skal slæbe sit anlæg op ad en bagtrappe af en beskafning, der kunne give enhver dansk repræsentant for bygnings- og/ eller arbejdstilsynet livslange traumer.

- Jo, det havde da været nemmere at spille i en akustisk trio i sådan en situation, pruster sanger Ditlev Ulriksen, men føjer så forstandigt til:

- Men det ville jo ikke lyde nær så godt!

Mens bandet slæber videre, føler booker Chris Baughen – mangeårig medarbejder på Londons største radiostation Capital Radio, pladeselskabsdirektør m.m. – sig kaldet til at uddybe sine synspunkter på byens og landets musikliv anno 2011 op.

Han er IKKE imponeret af udviklingen.

- Hér i landet er der for få guitarbands tilbage. De bliver simpelthen hurtigt desillusionerede, fortæller Chris.

- Det er der så to årsager til. Dels er det svært at komme ud og spille, fordi spillestederne i høj grad satser på DJ-aftener. Det er billigere og mindre besværligt end at sætte et band op. Dels er pladselskaberne efterhånden mest interesseret i nogle, der har vundet i nogle af de dér åndssvage talentshows – X-factor og hva’ vi har. Så skal de ikke selv bekoste promotion af den pågældende, for det har TV-stationerne jo sørget for på forhånd.

Chris holder en pause og fortsætter så:

- Og for resten har jeg svært ved at deltage i dét hylekor over Steve Jobs fra Apples død. Hans teknologiske landevindinger har i høj grad været med til at vænne folk til, at det er okay at stjæle kunstnernes musik i stedet for at betale for det!

Det synes ikke være nødvendigt at spørge Chris, om han er indehaver af en Iphone. Så at sige.

Oppe i bandets omklædningsrum er humøret højt. Det toneangivende engelske magasin Classic Rock har netop udnævnt 'I Don’t Care' til 'Dagens nummer!' på deres hjemmeside og ledsager sangen med en buket roser til 'Join The Revolution', som endnu ikke er udgivet i Storbritannien.

- Glæd jer. Det album understreger i dén grad, hvilket potent foretagende dette band er, konstaterer Classic Rock.

- Roooooooock!, konstaterer Martin Frank. Og så er det ned ad trappen og ind på scenen til kvintettens engelske debutkoncert.

Hér står det allerede fra starten klart, at Classic Rocks betegnelse 'potent' om Shotgun Revolution er en underdrivelse på linje med at hævde, at Christiano Ronaldo kun er 'ganske godt' tilfreds med sig selv.

Bandet lægger fra land med førnævnte 'I Don’t Care' ved trommehindelæderende volumen, og derfra går det kun én vej: opad!

Shotgun spiller knaldende kompetent og med en determination, som kunne besætte mindre nationer på tid. Da de som fjerde nummer rammer aftenens absolutte højdepunkt – en epidemisk smittende og medrivende 'What You’re Doing To Me' – rammer de engelske tilhørere underkæber stengulvet med et uklædeligt klask, mens en anden én bare kan trække medvidende på smilebåndet.

Martin Frank og guitarmakkeren Henrik Berger spiller direkte fra Slash’s manual over 'rock and roll guitar', Ditlev Ulriksen er både en fremragende sanger og en sympatisk frontmand, mens bassisten Michael 'Tex' Carlsen og trommeslager Kasper Lund pisker hele foretagendet frem, til de mod koncertens slutning rammer porten til rock’n’roll heaven.

Hér venter ingen gyldne nøgler – endnu – men hvis bandet fortsætter på denne måde, venter både de gyldne nøgler, nattens rock’n’roll dronninger og det halve kongerige på Shotgun Revolution.
Så får det være, at der kun var 60-70 mennesker til aftenens koncert denne aften. Bandet gjorde dét, man skal i sådan en situation: de spillede deres chance, og de gjorde det på en måde, som i dén grad signalerede 'så ka’ I fandme lære det!'

Og hvad kan vi lære?

Well, hvis missionen er at holde fanen højt for rock’n’roll (og det ER jo missionen):

Mission accomplished!

Dét kunne vi lære…