Cypern beder EU om økonomisk hjælp
Cyperns regering anmoder EU om en hjælpepakke, der skal stabilisere den finansielle sektor.
Cyperns regering anmoder EU om en hjælpepakke, der skal stabilisere den finansielle sektor.
CYPERN: For at undgå, at den græske krise spreder sig til Cyperns finanssektor, vil den cypriotiske regering anmode EU om en hjælpepakke. Det skriver nyhedsbureuaet Reuters.
- Formålet med den nødvendige assistance er at modvirke de risici, den cypriotiske økonomi står over for, blandt andet i form af negative afsmittende virkninger på den finansielle sektor på grund af den store eksponering i den græske økonomi, skriver regeringen i en udtalelse fra hovedstaden Nicosia.
Cypern bliver således det femte land i eurozonen, der søger om økonomisk støtte fra den fra en af EUs to redningsfonde, der er oprettet for at hjælpe gældspressede lande. Tidligere mandag kunne Reuters fortælle, at Cypern ville ansøge om lånet fra eurozonens midlertidige redningsfond for gældsramte lande, EFSF.
Ifølge BBC har de cypriotiske banker tabt store summer på græske stabsobligationer, og samtidig er landet generelt blevet hårdt ramt af Grækenlands dybe recession og skrantende finanssektor. Mandag sænkede kreditvurderingsbureauet Fitch desuden Cyperns kreditværdighed, skriver Reuters.
Grækenland, Irland og Portugal har allerede modtaget lån fra EFSF. Også Spanien har bedt om hjælp til sine banker.
Cypern overtager den 1. juli EU-formandskabet fra Danmark.