Cyklister skal betale bøder for millioner
2.438 gange måtte politiet udskrive bøder til cyklister, da der i den sidste uge af februar blev holdt landsdækkende cykelrazzia.
2.438 gange måtte politiet udskrive bøder til cyklister, da der i den sidste uge af februar blev holdt landsdækkende cykelrazzia.
Det viser den endelige opgørelse fra færdselspolitiet.
- 1.063 af overtrædelserne blev begået i København, men i Nordsjælland var de også godt med. Derimod blev der kun registreret 60 i Midt- og Vestjylland. Det er dog næppe, fordi de kører bedre derovre, men der er længere mellem cyklisterne, siger Mogens Knudsen fra Færdselspolitiet i København.
Cyklistrazziaen ramte i øvrigt også andre trafikanter. Politiet noterede således i alt 3.231 forseelser i trafikken i løbet af ugen, når alle typer trafikanter tælles med.
Mogens Knudsen har ikke det præcise tal for, hvor stort et beløb de mange cyklister nu lægger i statskassen.
Sikkert glade i ministerium
- Men det vil ligge omkring de to en halv million kroner. Vi gør jo ikke det her primært for at indkassere bøder, selv om der sikkert er nogen i Finansministeriet, der bliver glade for det, siger han.
Politiets formål med cykelrazziaerne er at signalere, at også cyklister skal overholde færdselsloven.
SE OGSÅ VIDEOEN:
De mest hyppige cyklist-forseelser under razziaen var at køre på fortovet. Det var der 885, som gjorde, og de får en bøde på 700 kroner. 816 cyklister kørte over for rødt, og her vanker der 1.000 kroner i bøde.
Allerede til maj i uge 19, gennemfører færdselspolitiet en ny landsdækkende cykelrazzia, men denne gang vil man også have fokus på knallerter. I næste uger rettes der specielt opmærksomhed mod bilister, der enten taler i mobiltelefon eller kører uden sikkerhedssele.
BNB