Cykelhjelmen giver falsk tryghed
Cykelhjelmen får nogle til at frygte at cykle og andre til at køre ræs, mener en tidligere direktør i Dansk Cyklistforbund.
Cykelhjelmen får nogle til at frygte at cykle og andre til at køre ræs, mener en tidligere direktør i Dansk Cyklistforbund.
Den stigende brug af cykelhjelme i Danmark er langtfra den positive fortælling, som Rådet for Sikker Trafik informerer om i kampagner. Det mener den selvstændige rådgiver om cykeltrafik, tidligere direktør i Dansk Cyklistforbund, Thomas Krag, der langer kraftigt ud efter slogans som: 'Min far er klogere, han bruger cykelhjelm'. Den slags budskaber er ligefrem farlige, mener han.
Den stærke fokusering på hjelmens gode effekt får nemlig en del danskere til at afholde sig fra at cykle, da de på baggrund af budskabet opfatter det som risikabelt.
Den påstand er der ifølge australske undersøgelser kraftige indicier for, siger han.
Samtidig vil en del cyklister tro, at den hellige grav er velforvaret, hvis de tager cykelhjelm på. Og derfor kører de ræs og udsætter sig selv for risici, der er større end dem, som cykelhjelmen afbøder.
Rådet for Sikker Trafik interesserer sig kun for de positive effekter og vil slet ikke tale om de negative. Jeg er ikke imod cykelhjelme. Men hjelmen skal være et personligt valg, og der skal ikke være noget med løftede pegefingre, hvis man ikke tager den på, siger Thomas Krag.
I Australien, New Zealand og flere stater i Canada og USA er antallet af cyklister faldet i forbindelse med, at brug af cykelhjelme er blevet gjort obligatorisk.
Derudover tyder flere faglige studier ifølge Thomas Krag på, at cyklister kører mere risikovilligt, når de har taget en hjelm på.
Den kan afbøde visse typer af fald og ulykker. Men effekten er ikke større end, at der er alt muligt andet, som kan gå galt. Det vigtigste er, hvordan man kører, siger Thomas Krag.
I Rådet for Sikker Trafik bekræfter specialkonsulent Søren Troels Berg, at der findes studier, som viser nogle negative effekter.
- Samlet set tror vi ikke, at der er et problem. Han kan sagtens finde undersøgelser, der viser det ene, og hvis jeg satte mig til at grave, kunne jeg finde nogle, der viste det andet, siger Søren Troels Berg.
Hvad skal vi andre så tro?
- I skal tro, at det er relativt veldokumenteret, at hvis ikke man ændrer adfærd, så er det en fordel at have cykelhjelm på. Når man har valgt at cykle og har valgt på hvilken måde, man vil cykle, så er det om at få hjelmen på, siger Søren Troels Berg.
I Dansk Cyklistforbund er direktør Jens Loft Rasmussen lodret uenig med sin tidligere kollega, Thomas Krag.
Der er selvfølgelig nogle, der kører meget stærkt. Men det er ikke hjelmens skyld. Intet tyder på, at man bliver en anden person, end den man er, hvis man tager en cykelhjelm på, siger Jens Loft Rasmussen.